SP, Just og Frost – en trio, der var lige ved at dø!



(Foto: Flemming Ege)

Fejring af 25 års musikalsk bånd: Trioens rejse fra delt passion til at overvinde livstruende kriser og styrke deres ubrydelige broderskab på scenen.

Tekst: Dan Ingemann Jensen. Fotos: Flemming Ege

I år er det 25 år siden, at trioen spillede sammen for første gang, og jubilæumsturnéen bragte dem selvfølgelig også til Skanderborg. SP, Just og Frost er musikglæde, fest og dyrkelse af det område, hvor blues, jazz, swing og rhythm'n'blues mødes i en krydret musikalsk sydstatsgryde.

Fra "Bring that Money" til "You Never Can Tell"

Allerede fra første nummer "Bring that Money" stod det klart, at der foran os ventede en time med glad, sprudlende kvalitetsmusik fra trioens enorme bagkatalog. Det var stadig tidligt på dagen, og Rasmus Seebach spillede på den store scene, men i løbet af de første 10 minutter samlede der sig et begejstret publikum foran Stjernescenen. Trioen forstår at skabe en fest, og Espen Just fik hurtigt aktiveret publikum med sang, dans og klapsalver. Sættet bestod af numre fra deres 25 år lange karriere, hvor vi fik både "Økomand", "Iko, Iko", "Venter i et kryds" og selvfølgelig den ikoniske "You never can tell".

(Foto: Flemming Ege)

Oprindelsen til trioens unikke navn

Trioens finurlige navn er hentet fra dels deres initialer samt mellem- og efternavne: Henrik Schou Poulsen (SP på bas og kor), Espen Just Christensen (piano og vokal) og Søren Frost (trommer og kor).

Triumf over kriser

Som overskriften indikerer, gennemgik de tre medlemmer af gruppen i en periode på to år en alvorlig - og for to af medlemmerne - livstruende krise. I 2016 flækkede Espen Justs kranspulsåre, hvilket gjorde ham klinisk død og tæt på at miste livet. To år tidligere var Søren Frost blevet kørt ned af en lastbil, hvor han fik højre skinne- og lårben knust.

(Foto: Flemming Ege)

Genforenet og stærkere end nogensinde

Trioen har gennem de 25 år haft forskellige andre konstellationer, men da de tre originale medlemmer var samlet ved Espens sygeseng på Rigshospitalet, blev det samtidig en reminder om det helt særlige fællesskab, de tre har – deres venskab og det bånd, der knyttede dem sammen for 25 år siden.

Drevet af viljestyrke og passion

Man kan uden at blinke sige, at på alle parametre er viljestyrke og passion drivkraften for disse tre musikere, og det fik vi i den grad lov til at opleve til deres koncert på Stjernescenen.
 

Lignende artikler

Dan Ingemann

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024