Sundvej bliver spærret ved krydset ved Langmarksvej



På grund af lukningen af Sundvej vil der være omkørsler for bilister. Skilte i området vil guide bilisterne på vej. Kort: Horsens Kommune

I øjeblikket kører der færre biler på vejene pga. Covid19-restriktionerne, og det vil Horsens Kommune og entreprenøren, der er i gang med en ombygning af krydset i den østlige ende af Langmarksvej, gerne udnytte.

Fra mandag den 18. januar 2021 og frem til og med den 21. februar 2021 skal bilister være opmærksomme på, at Sundvej vil være spærret vest for krydset ved Langmarksvej. Ombygningen af krydset, hvor Sundvej og Langmarksvej mødes, er i øjeblikket i fuld gang, og Horsens Kommune og entreprenøren vil gerne have mest muligt ud af, at der i øjeblikket er færre biler på vejene pga. nedlukningen af landet.

Spærringen af Sundvej betyder, at bilister, der kommer inde fra midtbyen og skal mod Stensballe, med fordel i stedet kan køre ad Strandpromenaden og Sølystvej. Kører man fra Stensballe ind mod midtbyen, vil man ved krydset skulle køre videre ad Langmarksvej. Formålet med at lukke for trafik til og fra Sundvej er at gennemføre arbejdet med omlægningen af krydset effektivt, samtidig med der tages hensyn til medarbejdernes sikkerhed.

- Covid19-restriktionerne betyder, at der er færre biler på vejene, og den situation vil vi gerne udnytte. Mens skolerne er lukkede, og rigtig mange arbejder hjemme, generer vi færre bilister, når vi lukker vejen nu, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef for Affald, Trafik og Ejendomme i Horsens Kommune.

Ny asfalt i hele krydset

Med færre biler i området bliver det samtidig muligt at skifte alt asfalten i krydset, mens ombygningen står på.

- Dermed kan vi lave én samlet flade af helt ny asfalt, fremfor at det bliver et kludetæppe af asfalt, der er lappet sammen. Når vi spærrer for en del af trafikken i krydset, kan vi udføre større dele af ombygningen på én gang, og det giver et bedre resultat, siger Allan Lyng Hansen.

Mens Sundvej er spærret, vil der være skiltet med omkørsler ad Bøghsgade og Knudsgade.

Ombygningen af krydset er en del af opgraderingen af Langmarksvej til en nordlig ringforbindelse uden om midtbyen. Vejforløbet i krydset bliver ændret, så trafikken fra Stensballe og Odder fremover bliver ledt fra Sundvej direkte over i Langmarksvej. Formålet er at lede flere bilister ud på de store veje, hvor der er bedre fremkommelighed, samt at fjerne trafik fra midtbyen.

Ombygningen af krydset, som er en del af kommunens Trafikplan 2030, forventes at være færdig i slutningen af marts 2021.

www.horsensvokser.dk kan du læse mere om vejprojektet. Vil du have servicemeddelelser om projektet direkte på SMS, kan du tilmelde dig kommunens gratis SMS-ordning. Det gør du ved at sende "KOM LANGMARKSVEJ" til 1910. Tilmeldingen koster almindelig takst, hvorefter servicen er gratis.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024