Syge og pårørende skal hjælpes, ikke jages med P-bøder!



Anders Krojgaard Lund
Byrådsmedlem og spidskandidat, Det Konservative Folkeparti

DEBAT - Min konservative holdning er klar: Alle borgere i Horsens, Region Midt, ja, hele Kongeriget, bør have nem og enkel adgang til sundhedsydelser. Også dem af os, der kommer i bil.

Af Anders Krojgaard Lund
Byrådsmedlem og spidskandidat, Det Konservative Folkeparti

I dag bliver alle besøgende på sygehuset i Horsens mødt af faretruende skilte, der minder en om den lurende fare for at få en ”kontrolafgift”, hvis der ikke straks betales for parkeringen. Det hører ingen steder hjemme.

Når man kommer på sygehuset, er det for at få hjælp – ikke for at blive jagtet med en bødeblok.

Jeg har selv stået med en fødende hustru af to omgange, hvor fokus burde være på det vigtige øjeblik, det er at få et barn – men i stedet har jeg skulle bruge tid, energi og kræfter på at sætte mig ind i betalingsparkering, apps, gætte hvor lang tid vi mon skal være der osv. osv.

Det er ikke gode rammer for det gode liv. Det kan vi nemt gøre bedre.

Jeg forstår, at parkeringspladsen i Horsens har en god placering for andre end folk med et ærinde på sygehuset. Men – det er forholdsvis enkelt at skelne. Man kan således enkelt og nemt opsætte automater til ”check-in” på P-plads inde på selve sygehuset, lige ved siden af der, hvor man scanner sit sygesikringskort. Det kan man finde ud af andre steder.

Parkeringen bør være uden beregning for indlagte, for patienter og for nødvendige pårørende. Om gæster skal betale, det kan diskuteres, men en ting er sikkert for mig: Betalingsparkering og p-bøder på sygehuset må og bør kun være for folk uden ærinde på sygehuset!

Det er det mest anstændige at gøre. Jeg stiller op til regionsrådet, og jeg går til valg på fri og nem adgang til sundhedsvæsenet. Også for os i bil.
 

Anders Krojgaard Lund

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025