Tarteletfest og tankefuld tale: En forårsdag med fællesskab og filosofi

ØSTBIRK - En torsdag fyldt med duften af sprøde tarteletter, fællessang og inspirerende foredrag forvandlede Østbirk Præstegård til et mødested for lokale seniorer, der søger samvær, sjæl og smagfulde oplevelser.

Tekst og fotos Jørn Kildall

Torsdagen i Østbirk Præstegård indledtes med et køkken i fuld sving, hvor tarteletternes løfte om et måltid ud over det sædvanlige fik hjerter til at banke i forventningens glæde. Med et køkkenhold, der med kærlighed til deres håndværk sikrede, at hver tartelet var en perfektion af smag, var scenen sat for en dag, hvor maden var meget mere end blot næring.

Fællesskabets første akkorder

Inden længe fyldtes luften med mere end bare duften af tarteletter; den blev rig på toner af fællessang. "Hilsen til forårssolen" resonerede gennem rummet, en musikalsk hyldest til dagen og dens muligheder, som bragte et smil frem på enhver læbe. Sangens kraft blev kun overgået af solens stråler, der kæmpede en venlig kamp om at oplyse og varme præstegårdens ældgamle vægge.
 

Sørens særlige sceneri

Med opvasken klaret og bordene ryddet, blev det tid til dagens højdepunkt: Søren Jensens foredrag. Uden den sædvanlige digitale præsentation vendte Søren tilbage til rødderne med flip-over og farvede tusser, klar til at tegne og fortælle med en entusiasme, der smittede. Hans beretning om vejen fra en ungdom i Gl. Rye til livet som sognepræst var både personlig og perspektivrig, en rejse gennem tid og tanker, der berørte hver en tilhører.
 

Filosofi og fællessange

Med referencer til store tænkere som Søren Kierkegaard og Karen Blixen blev publikum ført igennem en verden af filosofisk finesse og litterær længsel. Og som ordene flød, fulgte fællessangene; en sammensmeltning af foredrag og musik, der forstærkede følelsen af samhørighed og forårets fornyelse.
 

Eftertankens eftermiddag

Da applausen havde lagt sig, og præstegården langsomt tømtes for gæster, stod det klart, at torsdagen havde været noget særligt. Ikke blot på grund af de udsøgte tarteletter eller de inspirerende indsigter, men fordi det var en dag, hvor fællesskabets kraft blev fejret. En dag, hvor mad, musik, og meningsfulde møder viste vejen til et rigere liv.

I Østbirk Præstegård blev torsdag ikke blot endnu en dag i kalenderen; den blev en erindring om glæden ved at dele, drømme, og dykke ned i det, der virkelig betyder noget. Og som solen satte sin sidste stråle på præstegårdens gamle sten, kunne man næsten høre ekkoet af fællessang og følelsen af at være en del af noget større, noget varigt. En perfekt påmindelse om, at livet, ligesom tarteletter, er bedst, når det deles.