Ud i det blå …



ØSTBIRK - Hvert år arrangerer sognepræst Lone Buhl en lille tur ud i det blå. Det er traditionen tro en overraskelse, hvor vi skal hen. I bussen er det kun sognepræst Lone Buhl og buschauffør Ejnar, der ved besked.

Tekst og foto Lone Buhl Pedersen

Turen er en tak fra menighedsrådets side til alle strikkedamerne. En tak for strikkedamernes store arbejde. En tak til strikkedamerne, der hver onsdag hele året rundt mødes i Præstegården og strikker mange skønne sager. De strikkede sager kan alle komme i Præstegården og købe. Pengene går til Varmestuen i Horsens samt til skolegang til to sponsorpiger i Indien og til den lokale julehjælp.

Der er omkring 40 strikkedamer på listen (hvis alle er med) – men der kan jo være 60 personer i bussen, så derfor er andre også velkomne – det er hyggeligst med en fuld bus.
 

Første destination var Horsens

Denne gang gik turen til Horsens Håndværkerkollegium, hvor forstanderparret Charlotte og Jens Peter Stou tog overvældende godt imod os – os, en busfuld skønne mennesker fra Østbirk og Yding kirke.

Jens Peter Stou stod klar, da bussen trillede ind, og førte os hen til fælleshuset, hvor Charlotte havde sørget for, at kaffen stod klar.

Her i fælleshuset fortalte Jens Peter Stou levende og fængslende om kollegiet. Herefter kom vi i grupper rundt og så de fantastiske bygninger. Vi så fælleshuset, kollegieværelserne, værkstederne og udenomsarealerne.
 

Håndværkerkollegiet

Håndværkerkollegiet er bygget med det formål at løfte og understøtte de håndværksmæssige uddannelser. Hvis jeg var ung og i lære som håndværker, ville jeg så gerne bo her.

Charlotte og Jens Peter bor selv i en lejlighed oven over Håndværkerkollegiets fælleshus og kan sammenlignes med et højskoleforstanderpar.

Jens Peter står for den daglige drift og dermed også for alle ansøgningerne fra de unge mennesker, der ønsker at bo på kollegiet. Der er også forskellige fællesarrangementer for beboerne i det store fælleshus.

Kollegiet er for alle, der har et lærlingebrev eller et svendebrev og ønsker at læse videre. Det er for enhver, der beskæftiger sig med håndværk og ønsker at bo sammen med andre håndværkere. Fællesskabet har stor prioritet.

Håndværkerkollegiet i Horsens – et på alle måder fantastisk sted. Et kollegium, der er bygget for at løfte håndværkeruddannelsen. Går du i gymnasiet, er du dagligt sammen med en masse unge mennesker på din egen alder – og det er noget, de unge sætter højt. Men hvad med lærlingen? Hvor mange unge har han at spare med i løbet af sin dag? Bor du på Håndværkerkollegiet, får du de samme gode rammer som de unge i gymnasiet – du får muligheden for dagligt at være sammen med andre unge mennesker, der interesserer sig for håndværk.

Der er i alt 78 lejligheder fordelt i klynger med 12 lejligheder i hver klynge. Hver klynge har desuden et fælleskøkken og en fællesstue.

Derudover er der forskellige værksteder, hvor beboerne kan dygtiggøre sig. Til værkstederne er der knyttet fem erhvervsdrivende, som er ansat som mentorer for de unge. Mentorerne hjælper både med det rent håndværksmæssige og med det boglige.
 

Videre til Løsning

Herefter gik turen til Løsning Kirke, hvor menighedsrådsmedlem Ellen Rahbek fortalte om deres ”nye” kirke. En kirke, hvor man kunne gå direkte ind fra fælleshuset. En kirke, der nærmest var helt bar på væggene. En kirke med stole, flytbart alter osv. Intet var tilfældigt, der lå tanker og ideer bag det hele.
 

Lone Buhl Pedersen

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024