Besøgsrestriktioner på plejehjem ophæves



Gedvedhus, Gedved (arkivfoto)

Styrelsen for Patienssikkerhed ophæver påbud i Horsens Kommune fra tirsdag den 23. februar - undtaget er Præsthøjgården Parterre og plejeboliger på Lindehøj.

Fra tirsdag den 23. februar er der ikke længere besøgsrestriktioner på Horsens Kommunes plejehjem. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed netop meddelt Horsens Kommune. Ved ophævelsen af forbuddet lægger styrelsen vægt på, at flere end 80 procent af plejehjemsbeboerne er færdigvaccinerede mod Covid-19.

Fjernelsen af besøgsrestriktionerne betyder, at der nu ingen begrænsning er på, hvor mange forskellige personer, der må komme på besøg i beboerens bolig - dog skal forsamlingsforbuddet på fem personer fortsat overholdes, ligesom besøgene skal foregå på en forsvarlig måde med overholdelse af Sundhedsstyrelsens anbefalinger om afstand, god håndhygiejne og brug af mundbind/visirer.

I forlængelse af den generelle ophævelse af restriktionerne meddeles det fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at besøgsrestriktionerne fortsat vil gælde på Præsthøjgården - Parterre og i alle plejeboliger på Lindehøj. Årsagen er, at man her endnu ikke har vaccineret 80 procent af beboerne - da vaccineringen blev udsat på grund af de to smitteudbrud, der ramte beboere og personale i januar. Det forventes, at beboerne er færdigvaccineret omkring 1. marts.

Ophævelsen af besøgsrestriktionerne på kommunens plejehjem er en meget glædelig nyhed for fungerende borgmester, Andreas Boesen.

- Det er utrolig dejligt, at vores beboere på plejehjemmene nu igen må få besøg af familie og venner og ikke kun af tre nære pårørende, som de midlertidige besøgsrestriktioner tilsagde. Og forhåbentlig er det blot første skridt på vejen mod mere normale tilstande i samfundet, siger Andreas Boesen.

Han understreger, at det fortsat kræver en stor indsats af borgerne i Horsens Kommune.

- Smittetallene i vores kommune ligger stabilt - men er ifølge Styrelsen for patientsikkerhed fortsat høje i forhold til de fleste andre danske kommuner. Det er vigtigt, at vi i fællesskab arbejder for at bringe tallene ned, og det kan blandt andet gøres ved, at endnu flere bliver testet og at vi bliver testet oftere. Der er netop åbnet to nye test-steder i Horsens, så der er rigtig gode muligheder for at blive testet hurtigt og uden for meget ventetid. Jo flere og jo oftere, vi bliver testet, jo større er muligheden for at få brudt smittekæderne, og det er vejen frem i en fælles bekæmpelse af coronaen, siger Andreas Boesen.

Ud over testcentret på Langmarksvej, hvor man kan blive PCR-testet mod tidsbestilling, er der netop åbnet et midlertidigt test-sted - ligeledes med PCR-test - i ungdomsskolens lokaler bag Føtex på Bankagervej, hvor man kan komme og blive testet uden tidsbestilling mellem 9 og 16 hver dag.

Og i mandags åbnede et hurtigtest-center på Sandøvej 16 i Horsens, hvor Falck hver dag mellem kl. 8 og kl. 20 laver lyntest via en vatpind i næsen, og hvor man i løbet af et kvarters tid kan få svar på, om man er smittet med coronavirus. Man skal ikke bestille tid, men man kan på Falcks hjemmeside holde sig opdateret om eventuelle kø-tider.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024