Danskerne accepterer vilkår i blinde



Det med småt bliver ikke læst af mange danskere, når de downloader nye apps.

Færre end hver tiende læser altid betingelserne, når de tilmelder sig tjenester eller downloader apps.

Af Ingeniørforeningen, IDA

Når danskerne benytter sig af en ny tjeneste på nettet eller henter en ny app, er det oftest med bind for øjnene, at de klikker ”accepter”. Det viser en ny befolningsundersøgelse blandt 2.000 danskere, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA.

Kun 8 procent af de medvirkende svarer, at de altid læser betingelserne, og 21 procent angiver, at de ofte læser betingelserne. Dykker man ned i besvarelserne, er det de færreste, der svarer, at de læser det hele grundigt. I alt viser undersøgelsen, at kun cirka hver 20. sætter sig grundigt ind i, hvad der står.

IDAs tekniske talsperson på it-området, Kåre Løvgren forstår godt, hvorfor det kun er de færreste, der når igennem alle vilkårene

”Vi møder de her vilkår og betingelser overalt i den digitale verden, og de er ofte meget lange og knudrede. Derfor kan jeg godt sætte mig ind i, at kun meget få læser alt det med småt, når de downloader en app. Men jeg mener, at det er en god idé at bruge lidt tid på at læse vilkårene, inden man installerer en app til sig selv eller sit barn,” siger han.

Kåre Løvgren mener, at man som forbruger og borger skal bruge sin sunde fornuft, når man færdes i det digitale rum.

”Vilkårene kan være skræmmende læsning, og vil formentlig give stof til eftertanke, når man finder ud af, hvor meget personlige data, man må afgive om sig selv eller sine børn for at få adgang til et spil eller en social platform eller helt almindelige service-apps,” siger han.
 

Ingeniørforeningen, IDA

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024