En dag på Krimimessen



(Foto Emilie Kildall)

HORSENS - En blæsende, spirende forårsdag på de flotteste omgivelser i og omkring Fængslet i Horsens dannede ramme om første dag på Krimimessen 2024. Messen beskrives som en ”årlig festival med fokus på at hylde og fejre kriminallitteraturen og genren i alle dens afskygninger.” Og det lever den op til.

Tekst og fotos Emilie Kildall – Instagram: BookwormKildall

Allerede inden åbningen kl. 9.30, står over 100 mennesker i kø. Alle er de spændte og forventningsfulde, og snakken falder hurtigt på, hvad dagen bringer med sig. En del ved præcis hvad de vil se og hvornår, mens andre tager det som det kommer. Køen rykker sig hurtigt, og mennesker lukkes ind i folden. Jeg forestiller mig næsten glade køer, som kommer på græs efter en lang vinter. 

På min vej ind til første foredrag, ser jeg et ægtepar i 50’erne sætter i galop og skynder sig hen til det de har planlagt. Jeg har store forventninger til denne dag. Programmet for denne weekend er meget tæt pakket, og Fængslets smukke ydre og indre gør, at flere foredrag, forfatter-snakke og hyldester bliver holdt samtidig. Der er så meget at vælge mellem, at man kan blive godt og grundigt rundtosset, hvis ikke man prioriterer. 
 

(Foto Emilie Kildall)

Udstillere og bøger i massevis

Udover foredrag finder man messeområdet, som indeholder udstillere fra både store og mindre forlag, samt stande tilhørende Mofibo og Saxo. Området er trængt med bøger og mennesker i hundredvis, og stemningen er ikke til at tage fejl af. Alle har kærligheden til bøger til fælles. Forlagene taler deres sag for hver deres udgivelser, og havde jeg råd, havde jeg sagt ”én af hver, tak” til dem alle sammen. Mange af forfatterne selv er til stede i messeområdet, hvis de ikke holder foredrag. Her kan man få autografer, få taget billeder og få en god snak om den specifikke bog. Alle er imødekommende og vil hellere end gerne tale om deres udgivelser. 

Udover de mange bøger, var der konkurrencer, ”spin the wheel”, og en udstilling, der viste et ’lig’ med en enkelt fod stikkende ud, samt slik med mordassociationer. Alt sammen var det lækre detaljer, som gav et ekstra pift til krimigenren.
 

(Foto Emilie Kildall)

Er krimigenren én bestemt opskrift?

Jeg har selv haft svært ved at begynde på krimier, og jeg havde visse fordomme om genren. Personligt syntes jeg, at det altid handler om et mord, en kriminalassistent, som har svære personlige problemer og en scene sat i Sverige. De ord må jeg tage i mig igen. Både Krimimessens arrangører, forlag, boganmeldere, forfattere og foredragsholdere, brænder så stærkt for denne genre, at det er svært ikke at blive smittet.

Jeg talte med et af forlagene, hvor jeg ytrede mine tanker om krimigenren, og jeg blev slet ikke afvist: ”Jeg forstår godt dine tanker, for krimi har i lang tid været en genre, hvor mennesker i 40’erne eller 50’erne har været de hyppigste læsere. Sådan er det ikke længere. Krimigenren er blevet så meget mere, og byder på meget mere, end for bare 20 år siden. Der er noget for enhver smag og til alle aldersgruppe. Selvfølgelig inden for de voksnes rækker,” siger hun til sidst med et smil og et blink i øjet.

Derudover fandt jeg ud af, at denne genre også byder på f.eks. psykologiske thrillere, hvilket er bestemt falder i min smag. Kort fortalt kom jeg derfra med (uden at lyve) 10 nye bøger. De indeholder både det jeg vil betegne som klassisk krimi, hygge krimi, thriller, mysterier og uhygge; lige til en regnvejrssøndag på sofaen.
 

(Foto Emilie Kildall)

Sæt kryds i kalenderen for 2025

I 2001 blev Krimimessen holdt for første gang, men i 2007 rykkede den til Fængslet og har været der siden. I 2023 deltog over 7.500 mennesker i messen, sammen med omkring 100 forfattere og foredragsholdere. Messen har i årenes løb haft besøg fra både de nordiske lande, Europa og endda fra den anden side af jorden.

Krimimessen 2025 afholdes selvfølgelig i Fængslet igen, og datoerne er her 5.-6. april. Skal du med?
 

Emilie Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024