En lørdag med næsten 12 timers musik og dans i Forum Horsens



Publikum møder igen Chaplin alias Charlie Nielsen fra Vrønding. Han var med ved starten i 2014 og har været med stort set alle årene siden. (Foto: Jørn Bonde)

HORSENS - 3. februar afvikles Horsens Harmonika- og Spillemandstræf. Det sker i år for niende gang.

Af Jørn Bonde

Forum Horsens/Insero Atrium er igen ramme om Horsens Harmonika- og Spillemandstræf. Det foregår traditionen tro den første lørdag i februar, altså den 3. februar. 

I år afvikles træffet for niende gang. Som de foregående år starter det kl. 10.30 og slutter kl. 22.10, hvilket betyder nonstop musik i helt nøjagtigt 11 timer og 40 minutter. 

Mange gæster og stor fest

Lions Bygholm, den ene af Horsens’ to Lions-klubber, står som arrangør af træffet, der år for år samler 500-600 besøgende inkl. deltagende musikere. Stort set alle kaster sig ud i at danse. Og de første par er tit på gulvet samtidig med, at de første toner lyder.

Horsens Harmonika- og Spillemandstræf startede i 2014, dengang i Vesthallen og med Horsens Freja som arrangør. Sådan var det også året efter.

I 2016 tog Lions Bygholm over og flyttede træffet til Forum Horsens, de første tre år i Parkhallen.

Fra 2019 har Insero Atrium været den perfekte ramme for træffet.

I 2021 og 2022 måtte Lions aflyse på grund af Covid-19. Derfor er 2024-træffet det niende i rækken – men markerer samtidig et ti års jubilæum.

Aflastning

Knud Erik Kristensen, Søvind, er den glade og energiske ankermand, som gennem alle årene har tilrettelagt programmet, herunder haft kontakten med de deltagende grupper og orkestre, foruden at han hidtil har koordineret mange af de tilhørende praktiske opgaver – eller selv stået for dem.

Efter 2023-træffet bad han om aflastning fra de andre medlemmer i Lions-klubben, så han kunne koncentrere sig om musikken og programmet.

I løbet af denne travle træf-lørdag har han primært rollen som den allestedsnærværende praktiske problemløser ved scene og afvikling. 
 

Lions Bygholm inviterer 3. februar til Horsens Harmonika- og Spillemandstræf i Insero Atrium. (Foto Jørn Kildall)

Det er sjovt og bliver aldrig rutine

”Et så stort arrangement bliver aldrig rutine. Det er sjovt, men det fylder meget og er vel på kanten af det stressende. Så op til dette års træf har jeg bedt andre fra Lions-klubben om at overtage en række af de praktiske opgaver, så jeg kan blive aflastet,” siger Knud Erik Kristensen. 

Han er selv aktiv i tre lokale harmonikaorkestre: ”Harmonikaklubben Hoska”, hvor han i øvrigt er formand, samt ”Mandagsmusikanterne” og ” Linje 4 +”. De to sidstnævnte deltager i træffet - og Knud Erik Kristensen er på scenen med dem. 

”Hoska” og ”Mandagsmusikanterne” hjælper igen i år med afviklingen, som de har gjort de foregående år.

22 grupper og en solist

Foruden en hyggelig stemning kan man glæde sig til 22 grupper og orkestre samt en enkelt solist. 

”Vagabonderne” fra Hatting åbner ballet. Det har gruppen gjort fire gange før. Efter dem følger ”Trio for Sjov” fra Nr. Snede og ”Harmonikahygge Uldum”, samt solisten: Charles Nielsen fra Vrønding, med kunstnernavnet Chaplin. Han optrådte også ved det første træf i 2014.

Så går det slag i slag de næste mange timer, hvor alle har 30 minutter på scenen, til ”4-Kløveret” fra Lund slutter af med en 40 minutters optræden frem til kl. 22.10.

Mange glade gensyn

Mange deltagere har været med i Horsens-træffet før. De kommer fra lokalområdet samt fra det øvrige Jylland inkl. Mors. 

Fyn med tilhørende øer bidrager også – med duoen ”Preben og Flemming” (Vissenbjerg) samt ”Langelands Harmonikaklub” - mens gruppen ”Rudi’s Blue Ladybirds” har sine medlemmer spredt i hele landet.

Nye grupper og orkestre i Horsens-sammenhæng er føromtalte "Langelands Harmonikaklub” og ”4-Kløveret” fra Lund, desuden ”Harmonikahygge Uldum”, ”The Early Birds” fra Brande, ”Låsby Harmonikaklub”, ”Oasens Musikanter fra Bjerringbro” samt ”Herning Harmonikaklub”.

”Lions – vi hjælper”

Knud Erik Kristensen karakteriserer træffet og programmet sådan:

”Her er spillemandsmusik og god harmonikamusik nonstop, dansemusik i mange afskygninger, klassiske melodier, svensk, dansk og norsk folkemusik samt franske chansons,” fortæller han. ”Alt sammen meget underholdende og godt at danse til. Vi oplever da også år efter år et publikum af glade og danselystne mennesker. De 125 kr. i entré er billigt for musikken og den enestående stemning!

Lions Bygholm tjener primært på publikum-entreen. 

”Så vi glæder os til at se mange mennesker,” fortsætter han. ”Med indtægter fra træffet og fra andre af vores aktiviteter året igennem støtter vi humanitære, sociale og kulturelle indsatser globalt, nationale og især lokalt. Det er dét, vi er her for!

Som vi siger det, kort og godt: Lions - vi hjælper,” slutter Knud Erik Kristensen.”
 

Jørn Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024