
DEBAT - I 2022 blev vi på Stadionsvej lovet, at vores vej skulle lukkes som en del af den kommunale vejplan.
Af Dan Jeppesen
Stadionsvej 8, Horsens
I dag skriver vi 2025 – og der er stadig ikke sat nogen dato for, hvornår det sker.
Politikerne siger, at det vil ske "hurtigst muligt" – men hvad betyder det i praksis?
Imens vi venter, passerer 2800 biler i døgnet gennem vores lille gade!!
Det er ikke bare tal – det er larm, utryghed og daglige frustrationer for os, der bor her.
Tirsdag den 29. april forsøgte Dansk Folkepartis Michel Nedersø at tage et skridt i den rigtige retning.
Han stillede et forslag i byrådet om midlertidig skiltning, der kunne dæmpe det trafikale pres.
Men den efterfølgende debat blev nærmest tragikomisk – fyldt med anekdoter om besøg hos forældre og generel skepsis over for forslaget. Resultat? Byrådet gjorde ingenting.
Vi borgere undrer os virkelig: Er vi ikke engang et par trafikskilte værd? Et simpelt og midlertidigt tiltag kunne have sendt et vigtigt signal om, at vores tryghed og hverdag betyder noget.
Tilbage står vi med utrygheden og en følelse af at blive ignoreret. Man kunne have håbet, at byrådet ville udvise forståelse og handlekraft.
Men nej.
Til efteråret skal vi stemme til byrådet. Min stemme går til den kandidat, der tør tage borgernes hverdag alvorligt – og som vil arbejde for reel borgerinddragelse. Vi fortjener bedre.