Er tøjet krympet eller har du spist for meget?



VESTBIRK - Vi kender alle situationen, at tøj, som vi har været meget glade for, har ligget på hylden eller hængt på bøjlen og er blevet for småt. Men fortvivl ikke. Det tøj du har elsket, er der nu en chance for, at andre kan komme til at elske.

Af Per Bonde

For at andre kan komme til at elske dit tøj, skal det matches, og det har seks kvinder i Vestbirk sat sig for at stå for. Ikke med en dating-site, men derimod med et PRELOVED tøjmarked i Vestbirk forsamlingshus søndag den 4. februar.

Har du noget liggende på hylderne?

Vi tænker, at når julegaverne er lagt ind på hylden, er det måske tid til se, om der er noget af det, der lå på hylden i forvejen, er tjenlig til at komme videre, siger Elin Moland Holst. Er der det, må man meget gerne aflevere det til os. Det vil sige enten til Rikke Abildgaard på Kongevej 4 i Vestbirk, eller lægges i gangen i Vestbirk forsamlingshus på onsdage mellem 18.30 og 21, hvorefter Linn Trentel Busch vil tage sig af det.

Vi tænker også på miljøet

Ud over, at der er god økonomi i at genbruge tøj, er vi også meget bevidste om, at vores tøjforbrug i Danmark er meget miljøbelastende, udtaler Elin. Hvis vores initiativ kan være med til at gavne miljøet bare en smule, er det en ekstra gevinst, vi vægter højt. Det er ikke bare CO2 vi tænker på, der benyttes også utrolig mange kemikalier i tøjfremstillingen. 

Overskuddet bruges lokalt

Det kan godt være tøjet produceres i lande langt fra Danmark, og miljøbelastningen er størst der, men forurening kender ingen grænser, siger Elin. Vi har alle et ansvar for, at vi gør, hvad vi kan for at reducere den belastning, vi hver især har på verdens miljø. Udover at hjælpe verdens miljø, vil overskuddet fra vores PRELOVED tøjmarked gå ubeskåret til Vestbirk Forsamlingshus.

Tøj uden partner genbruges på anden vis

Det tøj, der ikke finder en ny partner den 4. februar, vil blive givet videre til Humanitær, der hjælper os med stativer etc. På den måde er vi sikre på, tøjet bliver genbrugt til andre formål, men vi ser jo helst, at tøjet finder en ny elsker, slutter Elin Moland Holst
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024