Pre Loved – Genbrug 2.0



Udsigt til ”nyt” tøj.

Rikke og Elin står mellem sække og kasser med tøj, sko, bælter, tørklæder og diverse accesories, mens de sorterer i drenge-, pige-, kvinde-og herretøj. Samtidig prøver de at forklare den ide, de sammen med Maria, Linn og Margrethe er i gang med at realisere. 

Ideen er, at vi gerne vil give nyt liv til alt det tøj alle har liggende, men ikke længere bruger. Vi samler det ind, sorterer og udstiller og sælger det i Vestbirk Forsamlingshus, som en pop-up event.

Vi står rent bogstavelig talt midt i en cirkulær tøjøkonomi, griner Elin. Alt det tøj, vi står midt i, er tøj, vi har fået af mennesker, som har brugt det i en periode, men derefter af den ene eller anden grund har ”glemt” det bagerst i skabet. 

Rikke tilføjer, at vi jo ikke slider tøjet op, vi bliver nærmere trætte af det, og køber nyt. Det tøj, vi har fået foræret, er af topkvalitet, og kan benyttes mange år endnu.

Omkring halvdelen af tøjet vil være gratis, mens resten vil koste 10-, 20-, 30-, 40-, eller 50 kr. pr. stk., og derudover vil der være auktion over helt unikke beklædningsstykker hver hele time. Adgang til pop-up eventet koster 35 kr. pr. voksen, og hele overskuddet går til Vestbirk forsamlingshus slunkne kasse.

Vi regner med at folk bliver længe, så der vil også være en cafe, med lidt lækkert til at stille sulten, og så vil der kunne købes kaffe, the samt øl og vand til rimelige priser, siger Elin. Så tag bare din mand med. Når han ikke gider se på tøj længere, kan han sætte sig i cafeen og snakke med de andre mænd.

Vi håber arrangementet bliver en succes, udtaler Rikke, og at det kan være med til at åbne øjnene for, at tøj, som en har elsket, også kan elskes af andre. Det er derfor, vi kalder arrangementet Pre Loved. 

Det har været en fest for os fem piger at arrangere Pre Loved, og forhåbentlig vil mange støtte op, når vi åbner dørene.

Hvis det lyder, som noget du har lyst til at deltage i, foregår det i Vestbirk Forsamlingshus lørdag 28. januar fra 11.00 til 15.00. Rikke og Elin siger det er en god ide at komme tidligt, for det er først til mølle først malet.

Hvis du har tøj, sko eller andre beklædningsgenstande, du gerne vil donere til det gode formål, kan du indtil fredag levere det til enten Rikke på Kongevejen 4 eller Elin på Søvejen 18 – begge i Vestbirk.

pebo
 

Lignende artikler

pebo

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024