Fernisering med Mette Skov Mærsk



Brædstrup Kunstforening kan præsentere værker af Mette Skov Mærsk når der er fernisering i Tinghuset i Brædstrup fredag 18. marts klokken 17.

Af Jørn Kildall

Mette Mærsk er meget optaget af dyrene og naturen omkring os. Dette kommer til udtryk i hendes billeder, hvor hun forsøger at fange dyrene og give dem deres eget liv.

- Mit fokus er nordiske fugle og insekter, - og den vilde natur er generelt en stor inspirationskilde for mig. Jeg tegner og maler oftest figurativt og mit mål er at dyrene fremstår livagtige og flygtige, som vi oplever dem i naturen, fortæller hun til avisen.

Motiverne er genkendelige, dog ikke perfektionistiske, og i sin helhed ønsker Mette Mærsk at billederne giver beskueren noget til fantasien og nysgerrigheden og hun fortsætter:

- Jeg bruger meget vand i mine billeder, og de har derfor et let og transparent udtryk, hvor farver, streger og pigmenter blander sammen og skaber kontraster og liv i billedet. Mine materialer er primært akvarel og kul på papir, men jeg anvender også andre medier.

Naturen har altid haft en stor plads i Mettes hjerte, og hun har tilbragt mange timer i skove og fjelde på vandreture og eventyr. Det er hendes ønske om at passe på naturen, der resulterede i at hun blev uddannet skov- og landskabsingeniør. Billedkunsten har hun altid haft med sig, hvilket hun har udtrykt sig igennem, og hun øver og udvikler hele tiden sit håndværk.

- Nu forener jeg min store glæde og begejstring for naturen med kunsten, og jeg ønsker at min store naturglæde bliver videregivet gennem min billedkunst, så andre også kan få glæde af den. Ligesom naturen, må min kunst ikke blive for pæn og poleret. Et levende og inspirerende værk er for mig et værk, som øjet kan gå på opdagelse i, og som skaber værdi for beskueren, afslutter billedkunstner Mette Skov Mærsk.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024