Herning/Ikast venter i slutspillets første udekamp



Foto. Jens Jessen

Der er ingen lette kampe i slutspillet i Bambusa-kvindeligaen. Første hjemmekamp var mod Esbjerg, der er blandt de fire bedste hold i Europa, og anden kamp er mod Herning/Ikast på udebane. Selv om HH Elite vandt over Herning/Ikast på hjemmebane er hjemmeholdet kæmpefavorit.

Af HH Elite, fotos Jens Jessen

Senest har de gjort det fremragende i den næstbedste europæiske turnering European League, hvor de står på tærsklen til semifinalerne efter gode resultater mod rumænske Ramnicu Valcea. Det er et drønstærkt hold, der stiller op mod HH Elite i slutspillets første udekamp. Landsholdsspillere i hobetal og en klub, der har stærke traditioner i danske håndbold gennem de seneste mange år.

HH Elite har haft mange skader i de seneste kampe, men det er håbet, at der vil være flere rutinerede spillere på holdkortet, efter flere spillere fra Horsens Håndboldklubs stærke U-19 hold har været med i de seneste par kampe. De har gjort det langt over forventning, men rutine, fysik og størrelse har været imod de talentfulde Horsenspiger.

Efter sidste kamp i grundspillet afslørede HH Elite, at der var skrevet toårige kontrakter med to nye spillere med erfaring fra de europæiske kampe. Norske Hege Løken har snuset til tophåndbold tidligere i sin karriere og spiller på højre fløj, hvor HH Elite på grund af skader har været tyndt besat i de seneste kampe. Den hollandske stregspiller Tamara Haggerty har været inde over det hollandske landshold og har ligesom Hege Løken skrevet kontrakt med de gulblusede fra HH Elite for de næste to år.

Indtil de kommer, sammen med Anette Jensen, der skifter fra Esbjerg til Horsens, må HH Elite klare sig med de spillere, der har gjort det glimrende i denne sæson og fået klubbens første slutspilsplads. Det bliver en særdeles stor opgave i mandagens kamp mod Herning/Ikast, men ingen ved, hvordan HH Elite klarer sig, inden dommerne har fløjet kampen af. Hvis du har lyst til at drage vestover, spilles kampen kl. 20.30.

Lignende artikler

HH Elite

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024