HH Unikids: Fællesskab gennem håndbold og venskab



(Foto Arendina Post de Jong)

HORSENS - Lykkeliga-håndboldholdet HH Unikids, som er en del af Horsens Håndbold Klub, er et hold fyldt med 22 dejlige, unikke unger, som elsker at mødes hver tirsdag for at spille håndbold, træne hårdt og være sammen med deres venner.

Foto Arendina Post de Jong

Alle børnene på HH Unikids-holdet "døjer med noget", og dermed er der også udfordringer, som giver både børn og deres familier mange kampe i det daglige. Men når de mødes tirsdag eftermiddag, er det til en time kun med hygge og samvær med ligestillede. Her møder både børn og forældre ind til et pusterum, hvor alle forstår alle, og hvor kram og smil er det vigtigste.

Trænere med hjerte og energi

Børnene bliver mødt af de skønneste frivillige trænere, der trofast møder op hver uge for at give ungerne motion og håndboldtræning. Og som trænerne selv siger, så kan man komme og være ganske træt efter en lang dag på arbejde, men efter en time med ungerne går man hjem fyldt op med kram, smil og masser af energi af al den glæde, som træningen giver både store og små.
 

(Foto Arendina Post de Jong)

Forældrenes eget frirum i kaffeklubben

Og mens børnene træner i Dagnæs Hallen, mødes forældrene i "Kaffeklubben" inde ved siden af. Her bliver der talt om løst og fast, her kan man få lettet sit hjerte, man kan få lov at lufte sine frustrationer eller fortælle en herlig historie - alt dette mens der gerne tygges på en kage og drikkes en kop kaffe eller to.

Fællesspisning styrker forældrenes netværk

En gang om måneden er der også tilbud til familierne om fællesspisning efter træningen. Mange oplever ofte som forældre/værger for et handicappet barn at være isoleret og ensom, derfor kan det være meget givende at mødes med andre, der er i samme situation. Netop derfor betyder samværet i "Kaffeklubben" også rigtigt meget for de voksne, fordi de her netop finder det frirum, der ofte mangler i samværet med andre forældre.
 

(Foto Arendina Post de Jong)

Udflugter fremmer fællesskab og venskaber

HH Unikids forsøger også at skabe mulighed for, at hele holdet kan komme afsted på ture med overnatning for at styrke fællesskabsfølelsen. Det giver børnene mulighed for at opleve deres kammerater på en ny måde, altså uden for håndboldbanen. Dette har været med til at knytte venskaber mellem børnene på tværs af skoler og kommunegrænser. Det giver dem lyst til at mødes i weekender og til andet end kun håndbold. Disse ture er ofte i forbindelse med stævner inden for Lykkeliga-regi. Til disse stævner er det vigtigt for børnene at bære deres spillerdragt, for det at de bærer den samme bluse betyder uendeligt meget mere, end man skulle tro. Det giver dem en stolthed og glæde over at være en del af et fællesskab. Og det er vigtigt, når man tit oplever at være lidt anderledes end resten af verden.
 

(Foto Arendina Post de Jong)

Stor støtte gør drømme mulige

Alt dette kræver dog en masse planlægning, og mere end normalt, for at komme afsted. Det kræver mange ledsagere og trænere, hvilket medfører nogle større økonomiske udfordringer. Derfor er det også kun muligt, fordi HH Unikids er så heldige at have modtaget støtte fra flere, blandt andet har de modtaget støtte fra ‘Handicappede Børns Ferie’, ‘Familie Hansens Fond’, ‘Familie Hede Nielsen Fond’, ‘Dansk Butikstjeneste, Retail ApS’, ‘Tvilling VVS’ og ‘Hansen Event’. Disse bidragydere har alle været medvirkende til at give HH Unikids ens spilledragter og muligheden for at skabe bedre social trivsel for udfordrede børn og unge samt deres familier.
 

(Foto Arendina Post de Jong)

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024