Hovedgård: Åbning af de nye flotte fitnesslokaler



Endelig fik Hovedgård Fitness lov til at slå dørene og kunne i samme omgang vise deres nye og flotte fitnesslokaler frem for brugerne. 

Lotte Kjær Sparke som er formand i Hovedgård Fitness fortæller om åbningen af de ny lokaler:

- Vi har i den grad set frem til at åbne igen - selvfølgelig for at komme i gang med at træne igen, men i høj grad også fordi vi har brugt nedlukningsperioden på at flytte i nye lokaler. Vi har glædet os ubeskriveligt meget til at vise vores medlemmer, hvad vi sammen med Middelbo ApS, Kabelmanden.dk og VP Stål A/S de seneste måneder har knoklet med - at indrette de nye lokaler med både nye og gamle maskiner, så vi fremover kan træne i nybyggede lokaler, hvor der er lyst, lækkert og højt til loftet bl.a. med et moderne ventilationsanlæg og nye musikanlæg. 

Hovedgård Fitness ser frem til at byde både gamle, tidligere og nye medlemmer velkomne og udbyder ligesom tidligere mange forskellige aktiviteter. Deres fitnesshold, som de har haft succes med at gennemføre udendørs i nedlukningsperioden, fortsætter ude i det fri, nu hvor sommeren er på vej. 

Derudover opstarter Hovedgård Fitness fra denne uge indoor cycling hold deres spritnye Bodybike cykler.
- Netop disse har vi virkelig set frem til at tage i brug, da de er nogle af de allerbedste på markedet. De indeholder en helt ny teknologi i form af watt-måling, som kobles sammen med medlemmets smartphone, hvor alle data vises for at optimere træningen mest muligt. Dette er motiverende, uanset om man er motionist eller en toptrænet atlet, så der er som altid plads til alle. 

Lotte Kjær Sparke og de øvrige har ventet længe på udskiftning, da de gamle cykler for længst havde tjent deres formål og hun forklarer:

- Vi har med længsel ventet på netop denne udskiftning af vores gamle, udtjente cykler, som blev købt brugt for få midler ved foreningens tilblivelse for 4 år siden. Takket være donationer fra fonde - Sydbank, Nordea, SparNord, Møller´s Granit og et overvældende højt medlemstal gennem disse 4 år var der nu økonomi i foreningen til at investere i disse state-of-the-art cykler.

Hovedgård Fitness er ligesom alle andre stadig underlagt de nuværende Coronarestriktioner:

- Som myndighedernes retningslinjer er på nuværende tidspunkt, skal vi sikre os, at alle medlemmer over 18 år har et Corona pas for at få lov til at træne. Desværre betyder det for os, at vi har måtte reducere kraftigt i vores åbningstid, da vi er nødsaget til at bemande centeret. Åbningstiderne varierer, alt efter hvornår vores frivillige og medlemmer har kunnet tilbyde at være vagt, hvilket er mellem 5 og 8 timer dagligt. 

Lotte Kjær Sparke håber på, at retningslinjerne snart ændres, så man kan holde åbent, som man plejer, fra kl. 5 til 23. Udover åbningstiden har Corona pandemien også ændret på andre retningslinjer, især angående afstand og hygiejne. Efterlevelse af retningslinjerne er altafgørende for, at man kan drive en ubemandet forening, og alle medlemmer tager godt imod disse retningslinjer, så det er trygt for alle at komme og træne. 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024