Industrialisering af vores landskaber made in China



Søren Lind Jensen Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

I Odder kommune påtænkes at lægge et stort solcelleanlæg såvel som et biogasanlæg så bekvemt langt fra Odder by som muligt og tæt på Gjesing ved kommunegrænsen til Horsens. 

Af Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

I Hedensted kommune kan Palsgaards direktør og projektmagerne juble over Hedensted byråds accept af et solcelleanlæg ved Glud.

I Horsens kommune er planerne om et VE-anlæg mellem Tyrsting og Klovborg ved at blive undersøgt. Byrådet vil par tout have enten 120 hektar solcelleørkener eller 12-15 vindmøller. Ligegyldigt om det giver mening. 

KGB-manden i Kreml finansierer sin folkeretsmæssigt ulovlige, brutale angrebskrig i Ukraine med olie og gasforsyninger til et energitørstigt Kina, som naturligvis betaler for leverancerne. Vi boykotter helt med rette al handel med Rusland – sådan da – men vi accepterer på både kommunalt og statsligt niveau handel med diktaturstaten Kina, uden hvis støtte den russiske blodhund ikke ville kunne føre sin krig. Ergo ved køb af kinesiske solceller finansierer vi Putins krig.

Vi gør det ikke kun modvilligt, men endda det gladeligt, og det er her, at det politiske hykleri kommer ind. For stort set alle solceller, der sættes op i vores smukke landskaber, er lavet i Kina. Henimod 80% af alle solceller i verden er lavet i Kina. Men ingen, hverken projektmagerne, kapitalfondene, energiselskaberne eller lodsejerne har lyst til at sige det, som det er, nemlig at der er tale om en kinesisk industrialisering af vores smukke landskaber.

I stedet foretages skønmalerier ved brug af diverse grønne buzzwords for at få det til at glide lettere ned hos befolkningen. Imidlertid er produktionen af solcellerne i Kina – og hele værdikæden af den - på ingen måde grøn og bæredygtig. 

Der er ingen solcelleproduktion i Europa. De nødvendige nationale og EU-miljøgodkendelser til en sådan solcelleproduktion i Europa vil være umådeligt vanskelige at få.

Rupert Brookes højstemte Første Verdenskrigs digt ”The Soldier” kan jeg ikke lade være med at tænke på, når jeg kører fordi disse solcelleørkener – altså som en antitese til digtet om en plet jord i Nordfrankrig som for altid skulle minde om sekondløjtnant Brooke og England, hvis han faldt – for solcellerne på markerne skal, så længe de står, minde os om, at vi har tilladt en kinesisk industrialisering af vores landskaber.
 

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024