Kunstnergruppen Mix Art indtager Tinghuset med kust, musik og frimærker



Mix Art er sammensat af kunstnere fra Østjylland, der alle byder på unikke oplevelser af deres værker.

Dørene åbnes fra kl. 15.00 og der er fernisering fra kl. 17.00 til kl. 19.00 torsdag den 1. oktober, når Kunstnergruppen Mix Art udstiller på Tinghuset i Brædstrup.
 Udstillerne er Hanne Frandsen fra Silkeborg, der skaber unika glas i forskellige udtryk, fade og vaser mm. Hun eksperimentere med metaller og teknikker på glasset, så der opstår overraskende resultater af råhed i det skrøbelige glas.
 Vibeke Worm fra Aarhus maler ekspressivt med mange lag på lærredet, værkerne udtrykker en leg med pensler, farver, mønster og figurer. Hun benytter tus, kul og pastelfarver for at skabe små ”Sismofytter.”
 Kirsten Gissel fra Horsens maler ekspressive koloristiske øjebliksbilleder, som hun henter inspiration til i Sydeuropa, ligeledes designer og skaber hun unika smykker af sten indkøbt på hendes rejser.
 Ole Richter fra Hjortshøj har lært sig at se ind i sten og lade sig inspirere af stenenes forskellige former, farver og særpræg. Ud af flere tons sten, hugger han obelisker, relieffer og store og små skulpturer.
 Jane Sønderup fra Hårby har altid tegnet og malet meget. For tiden maler hun dyr, men også abstrakte malerier. Jane maler med akryl og kul. Hun er uddannet billedkunstlærer og billedpædagog.
 Ole Gissel fra Aarhus har i mange år været grebet af guitaren og spillet i diverse bands. I de seneste år har han brugt sine musiske evner som en ivrig maler af især abstrakte malerier i geometriske former. 
 Suzi Louring fra Silkeborg har ladet sig indfange af leret og arbejder helst med organiske former. Hun sammensætter flere materialer i de færdige værker. Rakubrændingen tilfører keramikken liv, glasuren krakelerer og flere nuancer toner frem og puster liv i værkerne.
 Merete Lundvig fra Horsens henter inspiration ude i naturen, hvor hun ofte maler sine poetiske akvareller i stor kontrast til hendes zoomede akrylmalerier, der er spartlede værker i stærke farver med abstrakte og mere genkendelige udtryk.
 Brædstrup frimærke- og møntklub udstiller på første sal i Tinghuset i samme periode, hvor man kan købe sælge og bytte.
 Thats Why, bestående af Helen Lander og Sonja Svendsen, spiller og synger jazzballader til ferniseringen.
 Arrangementet er støttet af Brædstrup Kultursamvirke og udstillingen kan ses efter ferniseringen den 2., 3. og 4. oktober fra kl 11.00 til 16.00 og har gratis adgang. 

Bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her og få nyhederne på din væg!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024