Lund og Østbirk fusionerer



Dagli'Brugsen Lund (Foto Jørn Kildall)

Ja ikke byerne, men brugsforeningerne i de to byer.

Af Per Bonde

Lund Brugsforening har i en årrække haft det lidt svært, og derfor har brugsforeningens bestyrelse det seneste års tid set på mulige løsninger, og i februar blev det besluttet at søge fusion med SuperBrugsen Østbirk.

Der har været en del møder og samtaler, gennemgang af regnskaber, samt hvilke muligheder en fusion ville give. Der har været involveret rådgivere, revisorer og jurister, inden bestyrelserne for Lund Brugsforening og SuperBrugsen Østbirk besluttede at gå videre med fusionsplanerne.

Enstemmig godkendelse

På en ekstraordinær generalforsamling i Vinten forsamlingshus tirsdag, slog Lund brugsforening det sidste søm i fusionen, da samtlige fremmødte stemte for fusionen. Det trak et lettelsens suk fra bestyrelsen, og det tilstedeværende personale gav high fives, inden klapsalverne brød løs.

Fremtiden kommer til at foregå med Østbirk som den fortsættende brugsforening, dog nu under navnet Østbirk og Omegns Brugsforening. Foreningen er fortsat et andelsselskab, men nu med to butikker, nemlig Brugsen Lund og SuperBrugsen Østbirk. Det betyder også at det enkelt brugsforeningsmedlem fremover er andelshaver i to flotte butikker i stedet for bare én.
 

SuperBrugsen Østbirk (Foto Jørn Kildall)

Er alt så bare lykke

Ikke helt. Godt nok er Brugsen i Lund nu sikret for de kommende år, men det er fortsat nødvendigt, at vi får vendt driften i butikken, siger Per Bonde, formand for Østbirk og omegns Brugsforening. Opgaven er, at der bliver skabt positiv balance i Brugsen i Lund, og der kommer vi til at trække på alle de erfaringer, vi har fra SuperBrugsen Østbirk, så vi får øget aktivitetsniveauet i og omkring butikken. Det er vigtigt, at kunderne bakker om butikken, og på den måde er med til at sikre at Brugsen udvikler sig positivt.

Lederskifte

Kort sagt skal vi have flere kunder i butikken, og hver kunde skal købe lidt mere. Der skal justeres på alle de håndtag, vi har til det, og derfor er vi glade for, at Rasmus Winther har sagt ja til at påtage sig lederrollen i Lund. Rasmus har i mange år været souschef i Østbirk, så han har erfaringen i at øge aktivitetsniveau, samtidig med at butikken optimeres.

Det har ikke ligget i kortene, at lederjobbet i Lund skulle besætte nu, idet vores forventning var Henrik Andersen, der tiltrådte som uddeler 1. april, fortsat skulle lede butikken. Sådan blev det desværre ikke, idet Henrik valgte at trække sig fra jobbet umiddelbart inden, fusionen blev vedtaget.

Fuld fart frem

Rasmus Winther er allerede startet i Lund og vil være der det meste af tiden, da han fortsat vil have nogle få opgaver i SuperBrugsen Østbirk, han skal have afsluttet eller overleveret. Personalet i Brugsen Lund blev orienteret om skiftet onsdag, og har allerede taget Rasmus til sig.

Rasmus kan ikke trylle, men han er fyldt med ideer, og han ved at succes ikke kommer af sig selv. Det kræver hårdt arbejde og vedholdenhed, så kunder og personale kommer til at opleve Rasmus som en meget synlig og dynamisk butiksmand, der går forrest i arbejdet for at få skabt en positiv udvikling i Brugsen Lund.
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025