Nyt tiltag giver mindre larm hos ØB



Hos ØB, Østbirk Bygningsindustri går det stærk. Produktionen er steget og der er siden 2021 blevet ansat 30 nye medarbejdere i træ/mal-afdeling. Stigningen i produktionen har også betydet behov for større kapacitet til affald fra produktionen.

Tekst og fotos Jørn Kildall

Ud til Ryvej har man haft et stort spånsug som efterhånden har arbejdet næsten uafbrudt de seneste 25 år. Udviklingen og krav til miljø gør at man i ugerne 32 og 33 har taget det gamle spånsug ned og erstattet det med et nyt, kraftigere og mere støjsvagt.

Det nye anlæg er bæredygtig i bred forstand, men det tager også hensyn til naboerne i byen. De to nye spånsug vil larme mindre end de to eksisterende spånsug, og der vil også blive sat en støjdæmpende væg op omkring de nye spånsug.

Skorstenen på det nye biobrændselsfyr er højere end kravet med det formål at minimere røggener for byen. Luft-udsugning på den nye tilbygning er vendt væk fra Ryvej for at mindske støjgener.

Bjarne Rytter Larsen foran byggeriet af nyt spånsug.

Reduktion af tung trafik

De to nye spånsug bliver forbundet med ØBs nye biobrændselsfyr, så man kan sende spånerne direkte over til forbrænding i biobrændselsanlægget. I dag har fabrikken ikke mulighed for at overføre spånerne direkte fra container til silo, så alle spåner bliver kørt væk (op til 10 containerlæs pr. uge), ligesom der kommer lastbiler med sugetryk-blæsere til lokationen, der kan overføre spåner til biobrændselsfyret. Med de nye spånsug får man hermed reduceret i mængden af tung trafik.

De to nye spånsug vil desuden udnytte den varme, der bliver suget ud af bygningen, til at lave varme i bygningen. Dermed spares der på energien til opvarmningen af bygningen.

Hos VELUX har man et mål om at blive CO2-neutrale inden 2030, og de omtalte ombygninger og energi-investeringer er vigtige skridt på denne rejse. Ved at erstatte gas med spildtræ fra produktionen vil man med biobrændselsfyret spare 600 ton CO2 pr. år i fase 1 og ca. 1000 ton i fase 2.

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024