DEBAT - Dårlige nyheder om miljøtilstanden i vores indre farvande og fjorde er desværre efterhånden blevet hverdag. I begyndelsen af maj kom nyheden om at det såkaldte ”fedtemøj” var blevet observeret i et usædvanligt omfang for årstiden. Og senest har vi så fået nyheden om at der er langt flere miljøskadelige stoffer i de kystnære havområder - herunder Horsens Fjord - end det, der hidtil har været kendt.
Af Paw Hedegaard Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, byråds- og folketingskandidat for SF.
Det er naturligvis glædeligt, at lokale ildsjæle i samarbejde med civilsamfund og kommuner forsøger at forbedre forholdene med plantning af ålegræs og etablering af stenrev, og dette bør hyldes mest muligt. Men der også nødt til at blive ageret på et højere samfundsmæssigt niveau, hvis de dårlige nyheder for alvor skal vendes til gode nyheder
Fedtemøj og iltsvind forsvinder kun hvis vi væsentligt reducerer kvælstofudledningen. Her er landbruget uden tvivl den væsentligste aktør og det kommer til at kræve omfattende omlægninger af landbruget kombineret med massiv naturgenoprettelse at gøre noget ved denne udfordring.
Men som nyheden om flere miljøskadelige stoffer antyder, så er der også andre udfordringer for havmiljøet. I 15 år har jeg selv været involveret i diskussionerne om giftgrunde på Horsens Havn. Fra Collstrop-grunden på Horsens Havn siver der således konstant miljøskadelige stoffer til vandmiljøet, og der er endnu ikke iværksat hverken oprydning eller afværgeforanstaltninger.
I 2021 udtalte Region Midtjylland til Horsens Folkeblad, at der stadig ikke er planer om at ”udføre yderligere undersøgelse eller afværgeforanstaltninger på grunden”, da grunden ikke bruges til beboelse og grundvandsindvindingen ikke er truet. At miljøskadelige stoffer løbende siver til havnen og dermed Horsens Fjord - anså man åbenbart ikke for en påtrængende miljøtrussel.
Med sådanne udmeldinger, kan man godt blive lidt opgivende. Forurenede grunde har i mange år været kastebold mellem stat og regioner, og der har tydeligvis været en manglende politisk vilje til for alvor at prioritere at gøre noget ved udfordringen. Og her må vi altså sige, at det primært er et landspolitisk ansvar at sørge for at regionerne har økonomi til at prioritere rigtigt.
