Støjberg satte jo ikke en stopper for barnebrude



Michael Nedersøe, kommunalbestyrelsesmedlem i Horsens Kommune, Dansk Folkeparti

DEBAT - Forleden kom det frem, at flere tusinde mindreårige indvandrere fra ikkevestlige lande siden 1980’erne, har fået anerkendt deres ægteskab i Danmark. Alle er rystede – og allermest rystet er Inger Støjberg åbenbart.

Af Michael Nedersøe, kommunalbestyrelsesmedlem i Horsens Kommune, Dansk Folkeparti

To gange har hun i Folketingssalen rettet sin kritik mod statsminister Mette Frederiksen. Hendes kritik lyder på, at der stadig kommer ægtepar til Danmark, hvor den ene part er en mindreårig. Dette sker på trods af, at ordningen med kongebrev, som er en dispensation fra staten, blev afskaffet i 2017. Kritikken er legitim og vigtig, da det er klart, at børn ikke skal indgå ægteskab, slet ikke med voksne.

Men her er problemet: Inger Støjberg prøver at fremstå som en, der har rene hænder. Hun gør sig til dommer over regeringen, mens hun elegant springer over den kendsgerning, at hun selv har en fortid som udlændinge- og integrationsminister fra 2015 til 2019. I den periode fik hun officielt afskaffet kongebrevsordningen. Men det satte bare ikke en stopper for barnebrudene. Børnene blev bare gift i udlandet i stedet, men havde stadig adresse i Danmark, og kunne alligevel få dispensation af staten. Endnu mere uforståeligt er det, at hendes parti stemte imod Dansk Folkepartis beslutningsforslag om adskillelse af asylpar, når mindst den ene part er under 18 år. Danmarksdemokraterne stemte altså imod at lovliggøre det, som Inger Støjberg fik en dom for.

Hvordan kan hun så være seriøs, når hun siger, at hun er rystet over situationen og kalder det for et "skandaløst svigt af myndighederne"? Det virker lidt hyklerisk, ikke sandt? 

Inger Støjberg sad jo selv på toppen af myndighedspyramiden som udlændinge- og integrationsminister. Hun havde magten og ansvaret for at sikre, at sådanne vielser ikke fandt sted. Måske er det på tide, at Støjberg også ser sig selv i spejlet og erkender, at hun også har et stort medansvar for barnebrudene. Det er ikke nok at pege fingre og sige, at det er alle andres skyld.

Det er vigtigt at huske, at når vi taler om barnebrude, taler vi om børn, der bliver tvunget ind i ægteskab mod deres vilje. Dette er ikke kun et spørgsmål om lovgivning, men også et spørgsmål om menneskerettigheder og beskyttelse af de mest sårbare i vores samfund. I Dansk Folkeparti vil vi ikke tillade, at sådanne overgreb finder sted i vores land. Hos os taler vi ikke bare om at bekæmpe dette problem, vi handler også og kæmper for, at det ikke sker igen.
 

Lignende artikler

Michael Nedersøe

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

112: Brand Pizza Master, Brædstrup
08. maj 2023