Stop nu livstilspuritanismen



Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

Selvfølgelig skal man ikke drikke umådeholdent, selvfølgelig skal man ikke drikke på job, selvfølgelig skal man ikke drikke og køre bil etc. Klart nok! 

Af Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

For engang skyld må jeg dog bakke en socialdemokrat op. Nick Hækkerup, tidligere socialdemokratisk sundhedsminister og justitsminister, nu direktør i bryggeriforeningen, er blevet hårdt angrebet for at gå i rette med Sundhedsstyrelsens maksimalt anbefalede 10 genstande om ugen.

Debatten om danskernes alkoholindtag har nået hysteriske højder og er styret af klidmostre, sundhedsapostle og livstilspuritanere. Der hviler nærmest en aura af 50’ernes Indre Missions glædesfornægtelse over debatten. 

Druk og alkoholisme er en svøbe, og samfundet skal naturligvis gøre sit til at hjælpe alkoholikere ud af misbruget. Den russiske tragedie efter Sovjetunionens kollaps bestod blandt andet i den russiske mands ekstreme vodkadrikkeri. Som følge heraf lå den russiske mands gennemsnitslevealder ca. 12 år under den russiske kvindes i 90’erne og i 00’erne, hvor normalen i Europa er 3-4 års forskel. En national tragedie af ufattelige dimensioner. 

6. januar var der en artikel i Horsens Folkeblad om en dame, som rundede 100 år. Hun blev selvfølgelig spurgt om, hvordan hun kunne nå en så høj alder og stadig være både mobil og vital. Svaret var, at hun holdt sig aktiv, bevægede sig, holdt sig slank gennem en sund og afbalanceret kost, og så fik hun ellers to snapse hver aften. Noget af en gennemhulning af glædesfornægternes, herunder sundhedsstyrelsens, antialkohols-kampagner! 

Et moderat alkoholindtags indvirkning på et menneskes livslængde og sundhedstilstand modbevises også ved at kigge på tyske vinbønder, som lever længere end tyske mænd i gennemsnit. De populationer i Europa, som bliver ældst, lever et nøjsomt liv i landsbyer på Sardinien, hvor der drikkes rødvin i moderate mængder. 

Som i de fleste forhold af livet gælder det latinske ordsprog aurea mediocritas – den gyldne middelvej, altså gå ikke til ekstremer.

Mit eget indtag holder jeg kontrol med. Det er begrænset til to daglige genstande, som regel et par øl eller et glas hvidvin til aftensmaden. Der kan selvfølgelig gennem et par uger spares op til en glad aften. Dem var der to af sidste år. 100 år som den omtalte lille åndsfriske dame bliver jeg dog ikke.
 

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024