Udviklingshæmmedes kunst rykker ind på Rådhuset



Elverne fra kunstskolen Snurretoppen var glade for at kunne præsentere det flotte kunstværk, de har doneret til Horsens Kommune

Elever fra Snurretoppen har til Horsens Kommune doneret værket ´ Byens Huse´, som skal hænges op i direktionslokalet ved siden af borgmesterkontoret. Snurretoppen er en kunstskole for udviklingshæmmede over 18 år. Værket blev præsenteret i kommunens foredragssal for skolens elever og ansatte samt repræsentanter fra Horsens Kommune.

Byens Huse er et fælles kunstværk skabt i forbindelse med temauge om husene i Horsens. Eleverne har sammen med underviserne været ude at fotografere karakteristiske huse i byen. Bagefter har eleverne tegnet et eller to huse hver og overført tegningerne til kobberplader, som er bemalet og samlet i ét kunstværk.

Afsættet til at arbejde med temaet har været at se byen med nye øjne og få øje på dekorative og finurlige ting i byens rum, som vi andre ikke lige lægger mærke til: et sjovt spir, krummelurer på et tag eller et lillebitte vindue.

En af de elever fra Snurretoppen, der har været med til at lave Byens Huse, er Michael Rasmussen. Han bidrager med to malerier - ét af Helms Apotek i Søndergade 12, og ét af Det gamle Rådhus:

- Jeg valgte Rådhuset, fordi vi tidligere har haft mange udstillinger derinde. Det er anderledes at se værket her på Rådhuset - det passer ligesom bedre hertil, fortæller Michael Rasmussen.

Borgmester Peter Sørensen åbnede ferniseringen og fik en god snak med kunstskolens elever

Kunst på højt niveau

I Snurretoppen undervises eleverne af medarbejdere, som selv arbejder professionelt med kunst. Det sikrer et fagligt højt niveau på skolen, hvilket har resulteret i, at Snurretoppen er kendt i resten af landet og internationalt på den kunstscene, der kaldes Outsider Art. Flere af skolens elever har udstillet i udlandet, og senest har Snurretoppen vundet Kaarisilta Biennale kunstprisen i Finland, juli 2021.

- Vi oplever, at flere af eleverne får en helt ny identitet og status i familien, når de ser den succes, de får med deres værker. Kunsten giver dem et sprog - en måde at udtrykke sig på. Det er personer, som er skjulte i det daglige. En udstilling som denne bevirker, at de beundres. Igennem kunsten skabes et rum, hvor de kan møde borgerne og blive set for deres talent frem for deres handicap, fortæller daglig leder af Snurretoppen Stig Josefsen.

Borgmester Peter Sørensen, som åbnede ferniseringen, glæder sig til at få værket op at hænge ved siden af sit kontor og vise det frem til alle sine gæster:

- Vi er stolte af at få et kunstværk, som er udarbejdet af kunstnere, der altid leverer høj kvalitet, og hvis værker kommer rundt om i hele verden og vinder priser. Vi har masser af huse i Horsens. Nogle er skæve - ikke alle ligner hinanden. Sådan er det også med mennesker. Vi er forskellige - heldigvis. Det vigtigste er, at der i Horsens er plads til alle, udtaler borgmester Peter Sørensen.

Micahel Rasmussen foran ét af sine værker - her Det gamle Apotek

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024