5. a fra Stensballe har styr på det rene drikkevand



Skoleelever besøgte Højballegårdværket som led i projektet Rene Uger.

Rent drikkevand er ikke en selvfølge – heller ikke selv om Horsens har masser af det i undergrunden.
 Det kunne 5.a fra Stensballeskolen ved selvsyn konstatere, da de onsdag var på besøg på Højballegårdværket nord for Egebjerg. Her henter 14 boringer råvand op fra mere end hundrede meters dybde, og Erik Daugaard, der står for den daglige drift af vandværket, stod for rundvisningen.
 - For os er det altid fint at vise vores hverdag frem og skabe lidt interesse for drikkevandet. Mange tager godt vand for givet, men det er det ikke. Derfor er det godt at se, hvor vandet kommer fra, og hvad der skal til for at kunne drikke koldt vand direkte fra hanen, siger Erik Daugaard, der bl.a. lod børnene smage på vandet både før og efter den iltning og filtrering, som fjerner bl.a. jern- og manganforbindelser.
 Det var en smagsprøve, der gjorde indtryk – også selvom råvandet er aldeles ufarligt:
 - Det smager nærmest lidt af blod. Jeg kunne virkelig ikke li’ det, men det var sjovt at smage forskellen, sagde Sofie Mandrup Madsen fra 5.a og blev bakket op af klassekammeraterne. Én mumlede endda, at det ”smagte som at sutte på en lygtepæl”.
 Det timelange besøg var ellers ”super-interessant”, sagde Hans Christian Rørby, også fra 5.a:
 - Jeg har aldrig tænkt over, hvor drikkevandet kommer fra. Jeg åbner jo bare for hanen. Jeg vil helt sikkert tænke mere over det fra nu af, og jeg blev overrasket over, hvor meget rensningen betyder for smagen, sagde han.
 Højballegårdværket pumper hver dag ca. 8.200 m3 råvand op fra undergrunden. Noget af råvandet kan være op mod flere hundrede år gammelt, og det er otte-ni grader, når det pumpes op, iltes og renses.
 Horsens Vand A/S er certificeret som leverandør af rent drikkevand, hvilket bl.a. betyder, at det er sikkert at drikke og at det er rent nok til produktion af fødevarer.
 Besøget var en del af projektet Rene Uger, som er et tilbud til alle 5. klasser i Horsens Kommune om at arbejde med affald og miljø. I alt har 20 klasser sammen med deres lærere valgt at besøge Horsens Vand A/S, der foruden vandværket også tilbyder skolebesøg på centralrenseanlægget på Alrøvej.
 Rene Uger arrangeres i et samarbejde mellem Horsens Vand A/S, Skoletjenesten hos Horsens Kommune samt Teknik & Miljø. Blandt de øvrige aktiviteter er indsamling af affald, besøg af en skraldebil samt rundvisning på genbrugspladsen.

Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024