
DEBAT - Onsdag den 30. april tikkede en mail, med et meget trist budskab, ind i min mailbakke; Til jeres orientering har stadsarkitekt Jesper Pagh i dag opsagt sin stilling i Horsens Kommune.
Af Martin Ravn. Gruppeformand for Venstre
Formand for Plan og Vej
Det er ikke mere end to år siden, at Jesper Pagh, efter flere års heftig debat om byudviklingens manglende arkitektoniske kvaliteter, blev ansat som stadsarkitekt i Horsens Kommune.
Jeg følte personligt en stor forhåbning og glæde ved netop denne ansættelse. Som stor kritikker af flere markante byomdannelsesprojekter, herunder Lilli Gyldenkildes Torv, og som forkæmper for en arkitekturpolitik og ansættelsen af en stadsarkitekt, glædedes jeg over Jespers ambition, da han tiltrådte stillingen med ordene;
Jeg håber, jeg kan være med til at sikre, at Horsens Kommune i fremtiden udgør en smuk, attraktiv og bæredygtig ramme for vækst og velfærd.
Jesper Pagh havde om nogen forudsætninger for at nå målet. Jesper er den mest vidende person indenfor arkitektur og bygningshistorie, jeg nogensinde har mødt. Han har tilmed en herlig og karakteristisk personlighed, ulasteligt klædt med hang til det klassiske og med en underfundig humor, som altid spreder smil.
Derfor begræder jeg hans afgang fra vores kommune. For ansættelsen af stadsarkitekten og vedtagelsen af arkitekturpolitikken begynder først at virke nu. Indgroede vaner og de store aktørers uhæmmede og direkte indflydelse på byudviklingen ændres ikke natten over. Det er som at dreje en supertanker. Det kræver et langt indløb, en fast hånd og tålmodighed.
Men tegnene var begyndt at vise sig. Den helt nye lokalplan omkring det gamle rådhus og fremtidige Åkvarter er med bygningshøjder, indbyggede altaner og saddeltag, i samspil med omgivelserne, et godt eksempel herpå.
Men en letmatros gør det ikke alene. Maskinmesteren, styrmanden og kaptajnen skal også være enige i retningen og her kan jeg godt få bange anelser.
Der har været forbavsende stilhed fra forvaltningen omkring stadsarkitektens afgang. Ingen officiel pressemeddelelse eller tak for indsatsen på Facebook og på LinkedIn bekendtgør Jesper Pagh sin kommende tiltrædelse i sin gamle kommune Rødovre med ordene;
Frem og tilbage er lige langt, men Frodo var jo ikke den samme, da han vendte tilbage til Herredet….
Det har uden tvivl været en slidsom proces at leve op til målsætningerne og på et tidspunkt skal man gøre op med sig selv, om prisen for kampen bliver for stor.
Jesper, jeg beundrer dig og respekter dybt din viden, faglighed og personlige egenskaber. Tak for kampen og held og lykke fremover!
Jeg vil gøre mit bedste for at fortsætte dit arbejde og din ambition for Horsens Kommune i Mordors “golde” landskaber….