Bilvask i vækst



Den Svane-mærkede vaskehal i Egebjerg er populær og på vej mod top-10 på landsplan

Der bliver vasket biler i Egebjerg i et omfang, som ingen havde regnet med. Efter trekvart års drift er OK-vaskehallen på Egebjerg Servicecenter på vej mod top-10 i kæden, som nu omfatter 119 vaskeanlæg landet over, hvoraf de 100 er svanemærkede.
 - Vi havde officiel åbning 26. marts 2015, og indkøringsperioden var sat til tre år. Men allerede ved udgangen af december havde vi nået målsætningen, 12.000 bilvaske, i en jævn stigning siden indvielsen, fortæller uddeler Mikael Steiniche, SuperBrugsen Gedved.
 Denne brugs har sammen med brugserne i Stilling og Mårslet investeret tilsammen ca. 9 mio. kr. i Egebjerg Servicecenter.
 Mikael Steiniche er ankermand i samarbejdet.
 - Det er jo rart for alle at vide, at vi tre uddelere og vore bestyrelser har lavet en fornuftig investering, fortsætter han med et smil.
 For 2016 lyder prognosen på 14.000 bilvaske. Dermed er Egebjerg-vaskehallen som nævnt på vej mod top-10.
 I december måned kom hallen med sine 1.540 vaske faktisk på en 10. plads, og lå pænt over landsgennemsnittet for måneden, der var 1.289.

Fri vask er en del af forklaringen
OK står for analyse, planlægning, projektering og bygning af vaskehaller og tankanlæg.
 Fra selskabet siger distriktschef Tom Nyberg Rasmussen:
 - Jo, Egebjerg er virkelig kommet godt fra start. Det er der flere forklaringer på. Overordnet er det i høj grad placeringen.”
 12.000-14.000 biler passerer forbi ude på Skanderborgvej nord for Horsens, hvor de fleste bilister er på vej til og fra arbejde. Det lille indkøbscenter med Fakta, Netto, bager og pizzeria tiltrækker en strøm af kunder. Egebjerg er desuden et byområde i vækst og udgør et godt bagland.
 - Men siden anlægget blev indviet, har OK som eneste udbyder lanceret fri vask for 149 kr. om måneden, når man vasker sin bil mellem kl. 18-22. Netop i dette tidsrum finder vi en markant vækst på landsplan, hvor Egebjerg i høj grad også mærker interessen.

Miljøcertificering til Egebjerg-anlægget
En halv snes vaskehaller er endnu ikke med i ordningen, og det er ejernes suveræne afgørelse.
 - De kender jo deres lokale marked og har i snart mange år alligevel haft et godt tilbud med bilvask til nedsat pris på ugens tre første dage, fortæller Tom Nyberg Rasmussen.
 - Endelig tæller det med, at vaskehallen i Egebjerg er certificeret med det nordiske miljømærke, Svanen, så bilvask kan foregå på en miljøskånsom måde, slutter han.

Fald i Gedved er dækket ind
Egebjerg Servicecenter består foruden vaskehallen af et tankanlæg, hvor salget af benzin og diesel også ligger et pænt stykke over prognosen.
 Salget på anlægget i Gedved er til gengæld gået ca. 10 pct. tilbage.
 - Det var budgetteret, og vi får nedgangen dækket ind i Egebjerg, fortæller Mikael Steiniche.
 - Men vi håber og tror, at salget i Gedved stiger igen.
 Brændstofsalget på de nærmeste OK-tankanlæg – i Vestergade og Torsted i Horsens – har ikke været påvirket af det nye anlæg, ligesom bilvaskehallen i Torsted heller ikke er påvirket af den nye vaskehal.
 Egebjerg Servicecenter startede som en idé for nogle år siden, da det lokale butikscenter blev bygget, og Dagli’Brugsen i Egebjerg og dens tankanlæg lukkede. OK ønskede et tankanlæg og en vaskehal ved det nye butikscenter, for analyserne sagde, det ville være en god idé.
 I sådanne situationer bliver den lokale OK-forhandler tilbudt at etablere anlægget – her altså SuperBrugsen Gedved.
 Brugsen havde ikke midlerne til at stå for projektet alene, men Mikael Steiniche fandt sammen med sine uddelerkolleger Brian Scheel Falkenstrøm i Stilling og Troels Laursen i Mårslet. De – og deres bestyrelser – kunne se perspektiverne, og samarbejdet blev formelt etableret.

Svanemærket bilvask - bedre for miljøet
100 OK-vaskehaller af de nuværende 119 er nu certificeret med det nordiske miljømærke Svanen. Det betyder, at bilvask hér foregår med mindst muligt ressourceforbrug og skadelig miljøpåvirkning. Men bilen bliver lige så ren i en svanemærket vaskehal som i traditionelle vaskehaller.
- De svanemærkede vaskehaller bruger kun omkring 35 liter frisk vand pr. bilvask. Ved traditionel bilvask går der ca. 150 liter vand pr. vask. Der spares altså omkring 115 liter drikkevand pr. vask.
- En svanemærket hal fungerer som et biologisk rensningsanlæg. Vandet ledes fra vaskehallen, renses bakteriologisk – altså uden anvendelse af kemikalier - og genbruges.
- Alle vaskemidler er miljøvenlige. De ca. 35 l spildevand er derfor langt renere end spildevandet fra traditionel bilvask og overholder rigeligt grænseværdierne for miljøskadelige stoffer.
- OK åbnede den første Svane-mærkede vaskehal i 2002. Kravene - og kontrollen med, at de bliver overholdt – er løbende blevet strammet, så bilvask hele tiden kan foregå med ren samvittighed. Selskabet er stort set alene på det danske marked med denne miljøindsats.
- Miljømærkning Danmark administrerer Svane-mærket. På hjemmesiden www.ecolabel.dk finder man de omfattende krav, som ligger bag Svanemærket. Man kan også finde de enkelte svanemærkede OK-vaskehaller, som har individuelle licenser, og hente samtlige gældende dokumenter for hver eneste af hallerne.
- Det nordiske miljømærke, Svanen. De svanemærkede vaskehaller i OK-kæden har individuelle licenser.

Klik her og bliv Facebookven med Østbirk Avis Østjydsk Avis!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024