Debat: Giv kulturen tilbage til borgerne



Pernille Holm. Formand for SF Horsens og byrådskandidat.

Kultur er for alle. Kultur er til alle. Det ville være så fantastisk, hvis Horsens kommune havde den tilgang til kultur. Det har de desværre ikke, og eksemplet med aflysning af afskedsfesten for Det Gule Pakhus er et klasse-eksempel herpå. 

Af Pernille Holm
Skolesvinget 30, 8700 Horsens
Formand for SF Horsens og byrådskandidat

Et sted som Det Gule Pakhus har været en stor del af mange unges hverdag, identitetsdannelse og et fristed i snart 28 år – og så nægtes man at sige farvel til det fællesskab. Det var ellers en gylden mulighed for at holde liv i de frivillige kræfter, men i stedet bliver frivilligheden ikke værdsat – en kæmpe fejl. Frivillighed og ildsjæle er vejen frem i et kulturliv.

Hvis det stod til mig, så fik vi den kommunale topstyring ud af kulturen. SF Horsens kom med et forslag til de seneste budgetforhandlinger om at man i forvaltningen skulle se på muligheden for at danne et Kulturelt Samråd. Det vil lige præcis kunne gøre op med topstyringen, og i stedet ville kulturen igen kunne blomstre nedefra, så frivillige ildsjæle ville kunne få mening tilbage i deres virke.

I en by som Horsens skal der være plads til både afsked med Det Gule Pakhus og indvielse af et nyt sted på Madevej. I Horsens skal de frivillige, der gør en kæmpe indsats for kulturen lyttes til. 

Man kvæler frivilligheden. Man kvæler kreativiteten. Man kvæler kulturen. Det skal der laves om på.

Giv kulturen tilbage til borgerne!
 

Pernille Holm

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024