Debat: Korrekt udmelding fra borgmesteren



Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

Det er ikke tit, at borgmester Peter Sørensen bliver mødt med rosende omtale fra min side, dertil er hans politiske dagsorden for forskellig fra min. Imidlertid ligger borgmesterens udmelding om en hjælpende hånd til ukrainske flygtninge, som primært udgøres af kvinder og børn, helt rigtig. Borgmesteren er trådt i karakter i en dybt ulykkelig situation i Østeuropa. 

Af Søren Lind Jensen
Byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Horsens kommune

Rusland har under Putin udviklet sig i mere og mere totalitær retning. Hans fortid som KGB-mand viser sig i disse dage med et koldt og ligegyldigt syn på menneskeliv. Man kan heller ikke være en del af et hemmeligt politi med licens til at dræbe uden at være en iskold kyniker. Det militære overgreb på Ukraine er et helt og aldeles uacceptabelt brud på folkeretten.

Når der er krig i vores nærområde tæt på Nordeuropa, skal vi selvfølgelig også være klare til at tage imod flygtninge, som vi også gjorde det under Ungarn-opstanden i 1956. Det er vores forpligtelse. Det har Ukraines nabolande Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien også forstået. 

Flygtningestrømme skal løses i de regioner, hvor de opstår, ikke kun fordi der kan hjælpes mangefold flere for samme beløb, som en immigrant fra den tredje verden koster i asylperioden i Vesteuropa, men også fordi kulturelle og religiøse spændinger undgås ved at placere migranterne/flygtningene i kulturelt beslægtede lande.

Det er værd at bemærke, at migranterne fra Mellemøsten, Afrika, Afghanistan, Pakistan m.m. primært er unge raske mænd. Flygtninge fra krigen i Ukraine er stort set kun kvinder og børn. Unge ukrainske mænd bliver og kæmper imod de russiske aggressorer. Det er tankevækkende!

De ukrainske mænd, der er kendt for at tage det arbejde, som de fleste danskere ikke vil have, f.eks. i landbruget, yder et fantastisk bidrag til at holde Danmark kørende, og vi kvitterer naturligvis på alle mulige måder med en hjælpende hånd til en genbo i nød.

Alt imens vi må håbe på, at våbnene snart tier, og at de russiske styrker trækkes ud af Ukraine, så kan den ukrainske modstandskraft tjene os i Vesteuropa som eksempel på, at det nytter at gå til modstand mod såvel indre som ydre fjender af demokratiet og vores værdier. Vi må genfinde troen på vores nationale fællesskab i god fordragelighed og fredelig kappestrid med vore naboer. 
 

Søren Lind Jensen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024