Debat: Nu skal vi tale om drengene i folkeskolen



Birgitte Timmermann Nielsen

Vi skal have endnu større fokus på drengene i folkeskolen. Drengene har motivationsproblemer, og vi er ved at tabe nogle af dem. 

Af Birgitte Timmermann Nielsen
Thorsgade 47, 8700 Horsens

Gennem mit arbejde som folkeskolelærer gennem 35 år ved jeg, at der er forskel på drenge og pigers læring. Noget tyder på, at den folkeskole, vi har i dag, ikke er tilrettelagt særligt meget for drengene. De får dårligere karakterer – og det skal vi gøre noget ved!

Det er ikke noget nyt. I 2008 fik pigerne i folkeskolen i gennemsnit 0,5 højere karakterpoint ved afgangsprøven. I 2020 var forskellen steget til 0,8 karakterpoint ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Det kan godt være, at det ikke lyder af meget, men det er nogle sørgelige tal, og det går den forkerte vej. Vi skal reagere, inden drengene betaler prisen. 

Pigerne er ifølge forskerne bedre til at sidde stille og tilegne sig færdigheder i skolen. Tidligere har man set, at drengene har indhentet pigerne senere i skoleforløbet, men når statistikken viser, at færre og færre drenge når at komme på niveau med pigerne, risikerer vi at tabe flere af dem på gulvet.

Drengene har klaret sig dårligt i skolesystemet i årtier, og der er ingen tegn på, at det ændrer sig, medmindre vi laver om på den måde, vi underviser på og motiverer drengene i folkeskolen.

Drengene har ofte svært ved at se formålet med at gøre det samme hver dag i hele skoletiden, og ifølge fremtidsforsker Marianne Levinsen har drengene store motivationsproblemer i folkeskolen.

Uddannelse behøver jo ikke kun handle om at kunne sidde stille. Vi skal finde nogle måder at undervise på, så det passer til drengene. Det tager længere tid at lave om på drengene, end det burde tage at lave om på vores måde at undervise på.

Drengene bliver overhalet af pigerne og forlader folkeskolen med et dårligere udgangspunkt – og det skal vi tage alvorligt. Vi skal møde drengene, hvor de er, og motivere deres tilgang til at tilegne sig færdigheder, så de får samme muligheder som pigerne for at kunne præstere ved folkeskolens afgangsprøve.

Vi skal tale med drengene og ikke bare indirekte lave en skoledag, hvor drengene skal gøre som pigerne. Forskningen viser nemlig, at potentiale ikke har noget køn. Det handler om at få det indfriet hos den enkelte elev. Det skal vi blive bedre til – også når det gælder drengene.
 

Birgitte Timmermann Nielsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024