Af Christina Hedegaard Hansen
Kandidat til regionsrådet for SF
Medlem af bestyrelsen for SF Horsens
Ternevænget 15
8700 Horsens
Jeg har mødt en del mennesker som tror at når man har et barn med vanskeligheder, så går man bare ned på kommunen og beder om den hjælp man har behov for og så får man den. Man kan slet ikke drømme om hvordan man som forældre/pårørende bliver trukket ned på et niveau jeg aldrig troede eksisterede. For ikke nok med at man skal ned på knæ for at bede om hjælp, så kan man ofte støde på at sagsbehandlere nedvurdere om du reelt har behov for hjælp. Bagefter kan de vurdere din forældreevne, for at sikre sig om du kan finde ud af at opdrage dine børn. Og hvis de ikke er helt sikre, så kan de true med at tage dine børn fra dig. Hvis man består alle disse prøvelser, så kan man måske komme i betragtning til at få noget hjælp, men det kommer an på om sagsbehandlerne vurderer om dit barn er kvalificeret til at komme i målgruppen for hjælp. Hvis de ikke finder dit barn kvalificeret nok, så må man kæmpe sin sag i ankestyrelsen og det tager mellem 6 – 9 måneder. Bagefter kan kommunerne så enten trække afgørelserne i langdrag eller hvis der er fejl i sagsbehandlingen, kan sagerne kører frem og tilbage i flere år uden afgørelser.
Til den tid hvor ankestyrelsen har taget stilling så er der ofte gået mere end et år inden dit barn måske kan begynde at få noget hjælp. Og man er som forældre/pårørende banket helt ned under gulvbrædderne rent psykisk. Mange forældre er så på dette tidspunkt enten på sygedagpenge eller ressourceforløb og kunne have været i fuldtidsjob hvis de havde fået hjælpen noget før.
Sådan er det i hvert fald for mig og jeg ærgrer mig over at jeg efter 2 års kamp endnu ikke har fået den hjælp min søn har behov for og selv efter 2 vundne sager i ankestyrelsen, så er der ikke kommet en afslutning. Jeg kunne have beholdt mit job og min søn ville ikke have den massive skoleværing hvis hjælpen var kommet før. Nu har han udviklet massiv angst og belastningsreaktioner pga., at han i mange år har været udsat for et krav i skolen han aldrig har kunnet leve op til.
I skolerne vil de gøre meget for at beholde børnene i klasserne, da inklussionsloven gør at de skal død og pine gøre alt for at beholde barnet. Selv om barnet ikke kan følge med og slet ikke føler sig til pas, så siger loven at de skal. Derfor kan en diagnose ofte være en udvej til at få både skolen og kommunen tage barnet alvorligt. Men det er også bare blevet et rigidt system hvor du kun kan få en bestemt hjælp hvis dit barn har en autismediagnose og ikke en barnet har brug for hjælp, hvad kan vi gøre for at hjælpe det barn bedst muligt. Men hvorfor skal der laves en lov om at skolerne skal have specialbørn? Jeg er sikker på at alle de børn som kan rummes i en normal klasse med glæde, vil blive. Men nu er det blevet til en økonomisk kamp som hverken er god for børn, lærer eller barnet selv. Hvorfor skal skolerne betale hvad der svarer til en lærerløn for at sende et barn i specialtilbud? Det går jo bare ud over barnets skolegang og flere undersøgelser viser jo at mange specialbørn ikke får en uddannelse. Måske skulle man tænke på børnene som en ressource som ret faktisk kan få en uddannelse og få et job i fremtiden.
Jeg er ked af at vores system er blevet til en nedgørelse af forældre og pårørende i vores system hvor alt er en økonomisk afvejning af hvor lang kan man presse både barnet og den voksne inden de knækker helt. Der er flere undersøgelser der viser at børn med vanskeligheder der tidligt i livet får den rette hjælp og støtte faktisk gennemfører uddannelse og får job. Derfor kan det undre mig at man ikke hjælper disse børn til en god start for det må da både for forældrene og børnene give gode skatteborgere som ikke koster samfundet dyrt i længden.
