Drive-in test lukker på Langemarksvej



(arkivfoto)

Mange vil testes for COVID-19. Derfor øger Testcenter Horsens på Langmarksvej nu sin testkapacitet betydeligt ved at lukke for drive-in med virkning fra onsdag morgen den 17. november.

Med stigende smitte i samfundet og genindførelse af coronapasset ønsker mange igen at blive testet for COVID-19.

Testcenter Horsens øger derfor sin kapacitet betydeligt allerede i denne uge ved at ændre de nuværende drive-in stationer til podestationer udelukkende for gående. Antallet af podepladser øges dermed fra seks til 15.

Ændringen slår igennem onsdag morgen den 17. november. Herefter vil kørende blive anvist parkering, hvor man kan stille bilen for derefter at gå hen til podestationen.

Gangbesværende vil fortsat have muligheden for at blive podet uden at skulle forlade bilen. Det kræver blot, at man ved ankomsten til testcenteret gør opmærksom på behovet, og der vil komme en poder ud til bilen.

Alle, som allerede har bestilt en tid til test i Testcenter Horsens – også selv om det måtte være til drive-in, og selv om tiden ligger efter den 17. november – beholder fortsat deres testtid.

Der arbejdes sideløbende på at etablere vintersikrede podestationer, som forventeligt vil være klar i løbet af en måned.

Fakta:

  • Testcenter Horsens på Langmarksvej 61 i Horsens tilbyder udelukkende PCR-test for COVID-19.
  • Tidsbestilling er nødvendig. Det blev nationalt besluttet den 12. november, at alle igen skal bestille tid til PCR-test. Det er derfor ikke længere muligt at møde op til test i Testcenter Horsens på Langmarksvej uden forudgående tidsbestilling.
  • Tidsbestilling foregår på www.coronasmitte.dk, hvor man også kan se adresser og åbningstider for alle teststeder.
  • Testcenter Horsens udbyder tider til booking i tidsrummet kl. 8-18 alle ugens dage.
  • Myndighederne anbefaler, at man bruger mundbind på teststedet.
  • Ønsker man en hurtigtest i Horsens, så foregår det aktuelt på Ove Jensens Alle 19C i Horsens. Hurtigtest er uden tidsbestilling. Ventetider kan ses på Falcks hjemmeside.
     
Region Midtjylland

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024