Onsdage er gudstjenestedag en gang om måneden, og den 16. juni var ingen undtagelse. Alt var dog ikke som det plejer, for denne onsdag var gudstjenesten forrykket til Hansted kirke i stedet for i Egebakkens fællesrum. Her er beretningen.
Af Søren N.F. Jensen
Vildfarne balloner og næstens hænder
Prædikenen ved gudstjenesten i kirken handlede om at være en vildfaren ballon. Kender vi ikke alle det at følge en ide, en drøm eller en pludselig indskydelse, som leder én på afveje, så mand pludselig har tabt flokken af syne? Budskabet i søndagens prædikentekst er netop, at Gud ønsker at samle alle fårene i sin flok – han er ikke tilfreds, førend alle har fundet tilbage til ham. I himlen bliver man fundet af Jesus Kristus, på jorden i dette liv bliver man fundet ved ens næstes hænder. Gud sprænger ballonen og giver et wake-up-call, når han insisterer på, at vi som mennesker ikke er øer, men en del af et fællesskab.
Onsdag eftermiddag bar præg af, at Egebakken beboere – heldigvis – ikke er vildfarne balloner: der er nemlig masser af frivillige næstehænder, som tager sig af og hjælper på vej. Denne smukke sommereftermiddag var ingen undtagelse, da et sandt kørehold af frivillige skubbede og monterede kørestole på vejen og i minibusser. Egebakken må være velsignet med nogle af Danmarks bedste frivillige for det var ikke gået så let, havde vi ikke haft dem.
Kaffeslaparas i kirkehuset
Efter gudstjenesten stod den på kaffeslaparas i kirkehuset med hygge og højt humør, roulader og rullestole. Der var kaffeopskænkning og kagenedsvælgning og da enden var dækket med god chokolade, ja, så er alting godt. Men der skulle også gås til den, for vi kom til at love Kirkesanger Alina ikke at levne en krumme – det gik næsten… Da turen endelig gik hjem, var stemningen god og hjertevarm. Sang og musik i kirkens rum kombineret med hyggesnak og gas omkring kaffebordet er lige det der sikrer sådan en skøn eftermiddag!
Ikke sidste gang
Den nytiltrådte aktivitetsmedarbejder Mia Christensen og kirkens personale vil arbejde på at gentage denne succes. Kirkens ramme med døbefont, orgel og den smukke akustik giver en fantastisk oplevelse af gudstjenesten. Det kræver hjælp fra de gode frivillige at komme på sådan en tur, men selvom det er lidt mere besværligt at arrangere, så skal det ikke undervurderes hvor meget det betyder at komme afsted på sådan en tur.
Hvor ofte det bliver, må vi se, men sidste gang er det i hvert fald ikke.
