Femte klasse fik kæft, trit og spanskrør



Fredag formiddag fik femte klasserne fra Østbirk Skole skruet tiden 100 år tilbage, da de skulle prøve hvordan det var at gå i skole i gamle dage.

Af Jørn Kildall, foto Jens Jessen 

Alting var anderledes for 100 år siden og det kunne de unge elever fra de to femte klasser da også både se og mærke, da de gik ind i klasseværelset på Industrimuseet.

Her var tavlen sort og man brugte kridt – intet elektronisk. Skolepultene var hårde og alle sad med ret ryg, med næserne i samme retning, og skolelæreren var streng… og iPad’en var udskiftet med en lille sort skrivetavle.

Desuden skulle drengene sidde i venstre række og pigerne i højre… og man rejste sig op når læreren kom ind i klasseværelset og bukkede pænt for ham.

På skoleskemaet var der skrivning og eleverne blev præsenteret for formskrift og blev belært om hvorfor ugedagene hedder som de gør. Et vigtig pædagogisk redskab fra den gang var spanskrøret som klasselæreren også brugte tid på at fortælle de undrende elever om – flere af eleverne så en anelse forskrækket ud, da lærte om datidens voldsomme afstraffelser.

Efter undervisning (kun 20 minutter) rejste alle sig op og man sang ”Nu er skolen til ende”, inden dagen kunne fortsætte med rundvisning på Industrimuseet.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024