Flere besøgte Fængselsmuseet i 2020 trods corona



Fængselsmuseet i Horsens oplevede besøgsfremgang i 2020 til trods for coronakrisen. Flere end 64.000 lagde vejen forbi det historiske museum på FÆNGSLET.

Fængselsmuseet i Horsens oplevede besøgsfremgang i 2020 til trods for coronakrisen. Flere end 64.000 lagde vejen forbi det historiske museum på FÆNGSLET.

- Vi er stolte af, at vi har kunnet tiltrække så mange gæster på et år, hvor coronakrisen har raset, og hvor museet ad flere omgange har måttet lukke midlertidigt. Alligevel har vi formået at tiltrække gæster, siger museumschef Merete Bøge Pedersen

Slog besøgsrekord i sommer

Henover sommeren slog Fængselsmuseets besøgstal alle rekorder med flere end dobbelt så mange besøgende som normalt. I juli tog godt 30.000 sommergæster på oplevelse bag murene.

- Vi havde travlt som aldrig før med et fyldt museum og seks udsolgte, daglige rundvisninger. Det har været utrolig dejligt med den store interesse for museet fra hele landet, siger Merete Bøge Pedersen.

I løbet af sommeren var rejserestriktioner og billigere entrepriser en del af forklaringen på, at flere besøgte Fængselsmuseet. Men allerede i starten af året, før corona ramte, oplevede museet på FÆNGSLET et højere besøgstal. I januar og februar var der 44 % flere besøgende end samme tidspunkt året før.

- Det vidner om dét, som vores kendskabsmåling primo 2020 viste - at kendskabet til museet aldrig har været højere, og at FÆNGSLET er blevet landskendt. Vi glæder os meget over at være så attraktivt et besøgssted, siger direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen.

Nye oplevelser og onlineformidling har tiltrukket gæster

Fængselsmuseet har i løbet af 2020 åbnet op for helt nye oplevelser, som ifølge museumschef Merete Bøge Pedersen har medvirket til det høje besøgstal. Blandt de nye tiltag er et virtual reality univers, hvor man kan flygte fra fængslet gennem Lorentzens tunnel, en cellevogn fra Vestre Fængsel, som man kan få en køretur i og den dystre udstilling 'Liget i tønden'.

- Vi har oplevet en stor interesse for de nye oplevelser, som også giver tidligere, gæster anledning til at besøge museet igen. Så det er nok også en del af årsagen til den flotte fremgang i en ellers svær tid, siger museumschefen.

Som noget helt nyt har Fængselsmuseet også tilbudt online museumsformidling på de sociale medier under corona-nedlukningerne blandt andet med videoserien 'Med Mor på Museum'. Her følger man museumsinspektør Anne Katrine Nagel og hendes datter Rakel i museets forskellige udstillinger.

- Det har været vigtigt for os fortsat at kunne formidle de spændende historier, selvom gæsterne ikke kunne besøge os, og det tror jeg også, har inspireret folk til at tage herhen og opleve museet, da det igen blev muligt, siger Merete Bøge Pedersen.

Flere nyheder i 2021

I 2021 slår Fængselsmuseet dørene op til helt nye oplevelser blandt andet en udstilling om narko og en udstilling om det museum, der var i fængslet, mens det var i brug. Museet bestod dengang af effekter, som den tidligere vagtmester Aage Egholm på eget initiativ havde samlet.

Når museet igen kan tage imod gæster, vil de tilmed blive mødt af en ny biograf og en storskærm i forhallen med en 3D-model af fængslet, som det har set ud gennem tiden.
 

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024