Genbrugsbutik udvider igen



Røde Kors Butikken i Østbirk udvider salgsarealet med 50 procent ved at inddrage udstillingslokalet til højre i billedet som møbelhus.

Det er kun godt et år siden, at Røde Kors Butikken i Østbirk flyttede i nye dobbelt så store arealer, men nu er butikken klar med endnu en udvidelse. Denne gang med 50 procent.

Af Gudrun Andreasen

Det er den tidligere biludstillingshal ved siden af butikken, der inddrages til møbelhus.

- Vi er taknemmelige for de mange og store donationer, vi får, og de fylder vores nuværende lokaler til bristepunktet. Derfor har vi kigget på lokalerne ved siden af, som vi indretter til et decideret møbelhus. Det giver plads til at præsentere møblerne bedre, og det giver både luft og plads til at udvide sortimentet af alle andre varegrupper, siger Kis Kristensen og Gudrun Andreasen, der er butiksledere i Østbirk.

- Siden flytningen sidste år har vi haft en forrygende fremgang. Vi får hele tiden nye og trofaste kunder, og donationerne har samme stigningstakt, så vi har set en yderligere butiksudvidelse som den bedste løsning. Økonomisk har vi langt oversteget de budgetter, som vi lagde til grund for flytningen, så vores donorer og kunder har virkelig været med til at øge bidragene fra Røde Kors Horsens Nord betragteligt til sociale aktiviteter både lokalt og ude i verden, siger de to butiksledere.

i 2020 havde Røde Kors-afdelingen et overskud på godt en halv million kroner trods corona-nedlukningerne i butikkerne, og udviklingen i 2021 tyder på, at overskuddet fortsætter den opadgående trend.

Røde Kors Horsens Nord driver tre genbrugsbutikker i Østbirk, Hovedgård og Tvingstrup. Afdelingen har desuden Pårørendestøtte, Besøgstjeneste, Nørkle-aktivitet, Familie- og ferieaktiviteter, Julehjælp, Lektiehjælp og senest er et familienetværk ved at se dagens lys med base i Brædstrup.

Røde Kors Horsens Nord dækker den nordlige del af Horsens Kommune, det vil sige de tidligere Gedved og Brædstrup kommuner samt Hansted-Egebjerg og Lund.
 

Lignende artikler

Gudrun Andreasen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024