Hereford koen Rosenkær Nicole fra Assendrup blev Miss Europe



Hereford koen Rosenkær Nicole, der er ejet og avlet af Bent Sørensen, Rosenkær Polled Hereford, Hovedgård ved Horsens, blev 8. december 2022 kåret til 2022 ”Hereford - Miss Europe”, Europa’s Bedste Hereford Hundyr 2022, i den internetbaserede konkurrence ”Champion of the World, som hvert år afholdes af den amerikanske organisation Hereford Breeder.net.

Rosenkær Nicole, f. 01.04.2017, der repræsenterede Danmark i konkurrencen, vandt den fornemme titel foran Skotlands repræsentant, den irsk-fødte ko, Gouldingpoll 1 Duchess 916, der var Bedste Hundyr på Royal Highland Show 2022 i Skotland. På tredjepladsen kom Irlands repræsentant, kvien Shancorpoll 1 Uakea, der var Bedste Hereford på The National Hereford Show 2022 i Irland, der blev afholdt på Tullamore Show.

Rosenkær Nicole deltog i Hereford Miss Europe konkurrencen, da hun blev Bedste Hundyr (Grand Champion) på Landsskuet 2022 i Herning, hvor hun også blev Bedste Hereford (Supreme Champion). På Landsskuet var Rosenkær Nicole udstillet med sin kviekalv, Rosenkær Sweet Dream, f. 26.12.2021, efter Moeskær Waterloo 1586 ET. Rosenkær Nicole er også drægtig med Moeskær Waterloo ET igen, og skal kælve omkring 18. december 2022.

Dommere i konkurrencen var Hereford Breeder nets internationale jury, der består af fire Hereford dommere, som i år kom fra Uruguay, Australien, Luxemburg og USA.

Fire dage senere kårede de samme fire dommere 2022 ”Hereford Miss World”, også kaldet ”Champion of the World” 2022, hvor Rosenkær Nicole, som Europas repræsentant, i finalen var oppe mod de bedste hundyr fra de store Hereford kontingenter, Sydamerika, Nordamerika og Asien/Afrika. Rosenkær Nicole måtte nøjes med en flot fjerdeplads i finalen, som blev vundet af Canada, foran Australien og Agentina.

Rosenkær Nicole er datter Moeskær Pacman 1417 ET, der selv var Europas Bedste Herefordtyr i 2014, og Rosenkær Forever Young med den nordirske tyr Solpoll 1 Dynamite som morfar.

Det var tredje gang, at Bent Sørensen og Rosenkær Polled Hereford deltog, som Danmarks Repræsentant, i ”Hereford – Miss Europe” konkurrencen. I 2018 blev det også til en førsteplads med kvien Rosenkær Miss World, og i 2019 blev det til en andenplads med koen Rosenkær Make-Up. 

Bent Sørensen, Rosenkær Polled Hereford, startede med Hereford for 42 år siden, da han købte en Hereford kvie for sin andel i en 13’er i tip, der gav 7.000 kr.

På Landsskuet i Herning i år var det tredje gang i træk, at Bent Sørensen havde Bedste Hereford (Supreme Champion), hvilket ikke er sket før indenfor Hereford. 

Bedste Hereford/Supreme Champion titlen er kommet i hus med tre forskellige dyr, og besluttet af tre forskellige dommere – alle udenlandske.

I år med koen Rosenkær Nicole, som blev bedømt af James Graham fra Nordirland. I 2019 med koen Rosenkær Make-Up, som blev bedømt af Matthew Goulding fra Irland. I 2018 med kvien Rosenkær Miss World, der efter bedømmelsen blev købt af dommeren James Ludgate fra England. 

Kvien Rosenkær Miss World skrev på Landsskuet 2018 Hereford historie, da hun blev det første Hereford hundyr, der vandt Interbreed-konkurrencen for hundyr på Landsskuet, og derved kunne kalde sig Bedste Kødkvæg Hundyr på Landsskuet 2018.
 

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024