Historien i naturen



(Foto Arendina Post de Jong)

Ferie er ofte tid til at gøre noget af det, man ellers ikke plejer at gøre, og en af de ting de færreste har tid til i hverdagen, er at udforske deres lokalområde. Vi bor i et område med rigtig meget at udforske, og vi vil foreslå, at bruge lidt tid på historien i naturen.

Af Per Bonde. Foto Arendina og Caralina Post de Jong

Området omkring Horsens fjord og baglandet med Gudenåen har siden sidste istid været beboet. Området er udover at være meget afvekslende og smukt også meget frugtbart, og det medførte, at det efter datidens målestok var rige samfund, der opstod i vores område.

Menneskenes påvirkning 

De samfund har gennem tiden sat deres præg på landskab og natur, fra stenaldermenneskenes affaldsdynger over bronzealderens store gravhøje til Bygholm og Vestbirksøerne, der blev anlagt i starten af 1900-tallet for at skabe strøm til store dele af Sydøstjylland.

Gravhøjene

Nogle af de mest markante fortidsminder er gravhøje. Dem er der rigtig mange af i vores område, og de ligger typisk så højt, at de bliver naturlige udsigtspunkter midt i naturen.

Noget af det smukkeste finder man på Slaggård Banke mellem Østbirk og Nim, med en storslået udsigt, men også en natur lidt udover det sædvanlige – f.eks. er det i vandhullerne omkring Slaggård banke den spidsnudede frø findes (hannerne er berømte for af blive blå i parringssæsonen), og mens man leder efter dem, kan man nyde glenterne i luften over.

Også ved et af Danmarks højeste punkter – Yding Skovhøj - finder man markante gravhøje, der vidner om områdets betydning i bronzealderen.
 

(Foto Arendina Post de Jong)

Kirkerne

Efter kristendommens indtog i Danmark, kom der et nyt markant element i landskabet. I middelalderen skød landsbykirkerne op overalt, og de blev bygget solidt, så de står endnu.

Det har været en kraftanstrengelse af de større at få dem bygget, for det første i penge, men der er også lagt utallige ”frivillige” timer af de lokale. Alle kirkerne har deres egen historie, der udover religion også fortæller om datidens magthavere og deres indflydelse lokalt.

Tamdrup kirke er en usædvanlig stor kirke og samtidig en af de ældste i Danmark. Der knytter sig flere historier til Tamdrup, bl.a. at det var her, den tyske præst bar glødende jern og dermed overbeviste kong Harald om, at danskerne skulle være kristne.

En anden af de spændende kirker er Sdr. Vissing kirke, der udover at være gammel, også er hjemsted for to runestene fra tiden mellem år 950 og år 1000. Specielt den ene af stenene er interessant, idet den knytter sig til både Harald Blåtand og en hård vendisk fyrste ved navn Mistives, som sammen med Harald lagde Hamborg øde i år 983.
 

(Foto Caralina Post)

Moderne tider

I starten af forrige århundrede fik danske iværksættere igen lyst til at sætte deres præg på landskabet. Der var gået et lys op for nogle fremsynede folk, der kunne se, at der ville blive behov for elektricitet i store mængder, og derfor skulle der bygges vandkraftværker, med alt hvad det indebar af dæmningsbyggerier og kanalgravning. Det skete to steder i Horsens kommune, som længe før kommunen blev dannet, fik Bygholm sø og de tre Vestbirk søer i gave fra Bygholm Vandkraftanlæg og Vestbirk Vandkraftværk.

De fire søer er der i dag ingen, der betragter som andet end smuk natur, men de er menneskeskabte og dermed kulturelle monumenter i naturen, som har skabt glæde for generationer af mennesker. Bygholm Vandkraftanlæg er nedlagt for længe siden, men Vestbirk Vandkraftværk producerer stadig strøm og kan besøges via stien langs kanalen fra Vestbirk sø.

Søg inspiration

Der er meget mere historie i vores område, og et af de steder der er inspiration at hente, er Horsens Museum, der også i sig selv er et besøg værd, men også søgning på nettet kan give gode ideer til steder, der er et besøg værd
 

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024