Hvor længe skal vi vente på at sikre rent drikkevand?



Paw Hedegaard Amdisen, byråds- og folketingskandidat for SF

DEBAT - Rent drikkevand er en uerstattelig ressource, som vi desværre ikke har været gode nok til at passe på. Vi har længe kunnet konstatere, at pesticidrester finder vej til vores drikkevand. Tilbage i februar 2019 besluttede et politisk flertal derfor, at de kommunerne skulle sætte gang i en risikovurdering af de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder, som skulle munde ud i at brugen af pesticider på disse områder skulle ophøre.

Af Paw Hedegaard Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, byråds- og folketingskandidat for SF

Stærkt påvirket af landbrugets interessenter besluttede man sig dog for, at vejen til dette ophør skulle ske gennem frivillige aftaler. Frem til 2022 opnåede man på denne måde, at fem procent af de boringsnære beskyttelsesområder reelt blev beskyttet. Ikke imponerende.

Derfor måtte den nye regering efter valget i 2022 lægge fra land med en såkaldt ”akutpakke”, der skulle sikre handling på området. I første omgang betød ”akutpakken” dog blot endnu en omgang med forsøg på frivillige aftaler. Og så blev ansvaret for at komme i mål skubbet over på kommunerne. De fik en frist frem til årsskiftet 24/25 for at arbejde med indgåelse af frivillige aftaler og skulle herefter senest den 1. marts udstede et påbud mod erhvervsmæssig anvendelse af sprøjtemidler i de boringsnære beskyttelsesområder.

Da fristen for tinglysning af kommunernes påbud udløb 1. april, var kun 12 kommuner kommet i mål med en 100 % beskyttelse af de boringsnære områder. 11 kommuner havde ikke indberettet beskyttelse af et eneste område, og for 14 kommuner drejede det sig om et sted mellem 1-19 % af områderne. Disse to kategorier vil miljøministeriet nu melde til ankestyrelsen.

Lokalt er vi heller ikke kommet i mål, men er i kategorien af kommuner, hvor der er opnået en beskyttelse på mellem 20-59 %. Helt konkret 48 % for Horsens Kommunes vedkommende.

Det er ikke godt nok, at vi efter så mange år ikke er nået i mål med beskyttelsen af vores fælles drikkevandsressourcer. Strategien med frivillige aftaler har åbenlyst ikke virket, og derfor venter vi stadig på at sikre fremtidens drikkevand. Forhåbentlig ikke så længe, at det bliver for sent.
 

Paw Amdisen

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025