Julen i Kattrup 2024



(Foto: Anders Boll)

I Kattrup pusles der med fællesskabet, og særligt i juletiden spredes der en ekstra speciel stemning i landsbyen. For vel er Kattrup ikke verdens navle, men det er dog centrum for noget unikt.

Af Jacob Hanquist Petersen. Foto Anders Boll

Lørdag d. 30. november blev der afholdt det traditionelle tårnblæserarrangement ved den gamle middelalderkirke, hvorefter byens julelys blev tændt ved fælles hjælp. Efterfølgende blev der hygget med æbleskiver og gløgg i forsamlingshuset – byens fælles mødested. Næsten 100 deltog. Bag dette arrangement stod Menighedsrådet, Forsamlingshuset og Kattrup Julebelysningslaug.

Det begyndte for fem år siden

Julen i Kattrup fik for 5 år siden et ekstra løft, da en gruppe gæve unge mænd i fællesskab påtog sig at forsøge at sprede lidt ekstra stemning med julelys. Siden starten er der arbejdet året rundt på idéer og udvikling af nye tiltag, så julen begynder allerede i januar for gruppen, som består af 7 personer.
 

(Foto: Anders Boll)

Så kom øllet til!

Udover julelyset er der også i år kommet lidt mere jul til byen – i form af et ølprojekt. Kattrup Julebajer 2024 er ikke kun godt brygget øl med højt skum. Øllet er brygget på det gode Kattrup-vand og er en vaskeægte jubilæumsbasker. Kattrup fejrer 10-året som tryg landsby i Horsens kommune, hvilket gav et godt løft til byfællesskabet. Nogle år efter stiftedes Kattrup Julebelysningslaug. Det er siden blevet til mange kilometer julelys gennem byen, som lyser op i den mørke tid. Ølprojektet er støttet af "Herrefrokosten i Kattrup" og blev nærmest udsolgt på rekordtid.

Overskuddet fra ølsalget tilfalder Kattrup Forsamlingshus, som dermed får en ekstra håndsrækning til udviklingen af byens fælles hus. En stor tak til alle, som på forskellig vis har sluttet op om arrangementerne i årets løb.
 

(Foto: Anders Boll)

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024