For mange er den kollektive transport livlinen i det daglige



(Arkivfoto)

DEBAT - For mange lønmodtagere er det vigtigt, hvordan mulighederne for at benytte den kollektive transport er i det område hvor man arbejder eller bor. For seniorer, der har forladt arbejdsmarkedet, er det måske vigtigere.

Af Svend Aage Hansen, formand for seniorrådet i Horsens kommune.

Mange seniorer har ikke egen bil, derfor er det for mange vigtigt, at der er nem adgang til at blive befordret med tog eller bus, i lokalområderne er det bussen der sikrer at man kan komme til indkøbsmuligheder, kulturelle oplevelser og de servicefunktioner der er i kommunen eller noget så simpelt som at holde familie-vennekredsen intakt.

 Seniorrådet i Horsens kommune er bekymret over de besparelser, indenfor den kollektive transport, der i denne tid arbejdes med i regionen og Horsens kommune.

Der vil blive nedlagt busruter, det betyder at borgere udenfor Horsens by kan blive ramt hårdt fordi muligheden for at tage med den lokale bus, til de gøremål man har i dagligdagen, forringes.

Der er flere fra lokalområderne, der her i avisen har ytret sig om hvad konsekvenserne af nedlæggelse af busafgange og dermed ruter betyder for borgerne i lokalområderne, det er tydeligt at det bl.a. er centerbyerne Brædstrup og Hovedgård og Østbirk der bliver ramt, ligesom nedlæggelsen af enkelte ruter rammer hårdt hos borgere, der er afhængige af den kollektive transport.

Seniorudvalget i Horsens kommune, har afleveret høringssvar til både Horsens kommune og MidtTrafik, hvor vi har påpeget de uheldige konsekvenser ændringerne vil få. Det må være i alles interesse, at kommunen med næsten 100.000 borgere har lige og effektiv adgang til kollektiv transport.

Det er vores håb, at politikerne vil tage hensyn til vore bemærkninger i de høringssvar vi har indsendt til MidtTrafik og Horsens kommune.
 

Svend Aage Hansen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024