Nu er 63 nye kommunale byggegrunde sat til salg i Horsens



Den første kommunale udstykning i Nørrestrand - Henning G. Carlsens Vænge - ligger ved den ovale vej. Den næste udstykning - Georg W. Andersens Vænge - bliver lavet ved den firkantede vej. Foto: Horsens Kommune

Efterspørgslen på nye byggegrunde i Horsens Kommune er stor, og flere har allerede vist interesse for de grunde, der nu er til salg i Nørrestrand og Hatting.

Af Horsens Kommune

Salget af i alt 63 nye kommunale byggegrunde er netop skudt i gang i Horsens Kommune. De 30 af grundene ligger i den første kommunale udstykning i den nye bydel nord for Nørrestrand, som i øjeblikket er et af Danmarks største natur- og byudviklingsområder.

Borgmester Peter Sørensen glæder sig over, at kommunen nu igen kan udbyde flere byggegrunde.

- Vi oplever fortsat en meget stor efterspørgsel på byggegrunde - faktisk så stor, at vi har svært ved at følge med. Derfor er det rigtig dejligt, at vi nu er klar med den første kommunale udstykning i Nørrestrand, hvor vi kan tilbyde noget helt særligt. Her udvikler vi en ny bydel, hvor man kommer til at bo med naturen lige uden for døren. Samtidig har vi sat 33 skønne grunde, som udbygger Hatting yderligere, til salg. Ligesom i flere af vores andre oplandsbyer er der stor interesse for at bygge nyt i Hatting, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Udstykningen i Nørrestrand er opkaldt efter den lokale frihedskæmper, Henning Grønlund Carlsen, og når den næste udstykning i området bliver klar til salg i juni, er den opkaldt efter en anden lokal frihedskæmper - Georg Walther Andersen. Begge frihedskæmpere blev på befrielsesdagen den 5. maj mindet og hædret, da det blev afsløret, at to nye veje i bydelen Nørrestrand er opkaldt efter dem.

Et unikt område

Mette Munk Lauritsen, der er kommunens bosætningsguide, har allerede oplevet stor interesse for udstykningerne i både Nørrestrand og Hatting, og hun forventer, at salget af grundene kommer til at gå stærkt.

- Jeg har snakket med en del, der har ventet på, at de nye grunde kom til salg. I Nørrestrand har vi et helt unikt område, hvor der skal udvikles en ny bæredygtig bydel i tæt samspil med den vilde natur i området. Det tiltaler mange købere, og jeg oplever, at flere og flere interesserer sig for, hvordan vi bl.a. arbejder med bæredygtighed og klimasikring, som det er tilfældet i Nørrestrand, forklarer Mette Munk Lauritsen.

De 30 byggegrunde varierer i størrelse fra 705 kvm - 1.068 kvm. Mindstepriserne er 800.000 - 1.250.000 kr. Grundene er udbudt til salg i budrunde, hvor der er frist den 19. maj 2021.

Udstykningen Valborgs Vænge i Hatting. Foto: Horsens Kommune

33 grunde i Hatting

Også i Hatting er der nu nye grunde på salgshylden. Her drejer det sig om 33 grunde i udstykningen Valborgs Vænge.

- Fra grundene er der en fantastisk udsigt, og de ligger i et kuperet terræn. Det betyder, at man kan bygge rigtig spændende huse i området. Hatting er generelt populær hos rigtig mange børnefamilier, fordi Hatting byder på det hele - bl.a. gode pasningsmuligheder, skole og et aktivt foreningsliv. Så jeg oplever lige stor interesse for begge de nye udstykninger, og jeg forventer, salget af grundene kommer til at gå stærkt begge steder, forklarer Mette Munk Lauritsen.

I Valborgs Vænge er grundene fra 800 kvm - 1028 kvm, og mindstepriserne er fra 650.000 kr. - 925.000 kr. Også disse grunde er i budrunde til den 19. maj 2021.

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024