Nyt hold for børn, som kæmper med vægten, starter i Horsens Freja



Jump4fun er målrettet børn med overvægtsproblematikker. Et nyt hold starter i Horsens Freja den 7. september. Foto. DGI

Horsens Freja og DGI Sydøstjylland er klar med motionstilbuddet Jump4fun, som er særlig egnet til børn i alderen seks til 16 år, der fx kæmper med overvægt eller ikke er vant til at dyrke idræt. Der vil være fokus på øget selvværd, trivsel og glæden ved at bevæge sig.

Af DGI

Efter sommerferien står seks erfarne instruktører fra Horsens Freja klar med et helt nyt tilbud til unge i alderen seks til 16 år. Tilbuddet henvender sig særligt til overvægtige børn og unge, som ikke finder sig til rette i de traditionelle idrætstilbud, hvor omdrejningspunktet ofte er kampe, udtagelser og præstationer.

På det nye Jump4fun hold handler det om at være aktiv, bevæge sig og have det sjovt sammen med andre. Derfor er Jump4fun heller ikke én speciel sportsgren, men sammensat af mange forskellige aktiviteter, lege og øvelser. Instruktør Karina Sendzikowski fra Horsens Freja fortæller som vigtigheden af, at alle er ligeværdige.

”Der er ingen niveauinddelinger på vores Jump4fun-hold. Det handler ikke om at være bedst, hurtigst eller stærkest, men om at have det sjovt og få et sammenhold med de andre. Det gør en forskel for børn, der ikke er vant til at komme i en idrætsforening. Vi glæder os rigtig meget til at starte holdet op, og vi håber selvfølgelig, at forældrene kan se værdien i det for børn, der kunne bruge et anderledes tilbud til at få mere bevægelse i deres hverdag,” siger Karina Sendzikowski.

Jump4fun har fokus på glæde, sjov og sammenhold. Foto: DGI

Glæden ved at være aktiv stiger

Det er den 7. september, at Jump4fun starter i Horsens Freja. Aktiviteterne kommer til at bestå af lege, spil med bevægelse, forhindringsbaner, samarbejdsøvelser, alternative boldspil og meget mere. Der vil være et hold to gange om ugen på Byskolen Fussingvej og hver gang vil aktiviteterne være forskellige. På den måde flyttes fokus fra idræt til glæden ved bevægelse og meget tyder på, at det virker.

En landsdækkende undersøgelse gennemført af DGI viser, at 90 procent af deltagerne er blevet gladere for at bevæge sig med Jump4fun. Samtidig svarer 82 procent af børnene, at de har fået nye venner, efter de er begyndt på et Jump4fun-hold.

”De børn og unge, som typisk er med til Jump4fun, kæmper måske med vægtproblematikker eller er uvante med at bevæge sig i en idrætsforening. Derfor giver det mening, at vi tager konkurrencen ud af idrætten og giver plads til sjov, glæde og sammenhold i stedet. Det skaber rum til, at børnene udvikler sig både fysisk og mentalt, hvilket styrker deres selvværd,” fortæller Lise Schmidt, udviklingskonsulent hos DGI Sydøstjylland. 

Skal dit barn med til Jump4fun

Hvis du vil høre mere om tilbuddet i Horsens Freja, kan du kontakte Lise Schmidt hos DGI Sydøstjylland på tlf. 79404425 eller lise.schmidt@dgi.dk.

Du kan også kontakte Horsens Freja direkte. Her skal du kontakte instruktør Karina Sendzikowski på telefon 22960380 eller Peter Strømkjær Hansen på mail psh1975@gmail.com

DGI

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024