Sebastian bliver en del af musikken i Gedved



Sebastian kan opleves på Seminariet i Gedved onsdag 11. august

Musikforeningen i Gedved har, ligesom alle andre spillesteder i landet, måttet aflyse de fleste koncerter i det forløbne år. Nu håber man på lysere tider og præsenterer et spændende program med mange fremragende kunstnere.

Allerede 28. maj bliver der et gensyn med den irsk/engelske duo Jane & Shane og den 25. juni midsommerfest med SHUBI.DK, inden dørene åbnes for solokoncerten med Sebastian den 11. august.

Når Sebastian alene på scenen møder publikum, får poesien med garanti for alvor vinger. 

Han vil ledsage sine udødelige sange med anekdoter og underfundig humor og forene generationer med sange, der har været soundtrack til alle os danskeres liv.

Sebastian er et langtidsholdbart ikon på den danske musikscene og har været med til at definere dansk musik i de seneste 50 år. At få lov at opleve ham i trubadur-rollen, vil give en både munter, men også eftertænksom aften, hvor Sebastian vil tage publikum med hele følelsesregistret rundt. 

Den musikalske variation, som præger Sebastian som sangskriver, vil i den grad komme til udtryk ved solokoncerten.

Der er de finurlige, de stille og tænksomme, de rockende og ikke mindst de udødelige sange, vi alle kan synge med på.

På Musikforeningens hjemmeside, www.musikhus-gedved.dk, er hele 2021-programmet nu tilgængeligt, ligesom der er åbnet for forsalg af billetter til samtlige koncerter, der alle finder sted på Seminariet, Gedved Kultur- og Medborgerhus.

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024