Stor politisk opbakning til Hovedgård



Hovedgård Lokalråd har travlt med at fortælle de mange lokal- og landspolitikere om togstop i byen. I uge 14 var SF inviteret og i uge 15 fik man besøg af en trafikordfører, samtidig med at regeringens infrastrukturplan blev præsenteret.

Af Jørn Kildall

Strømmen af politikere på perronen ved Hovedgård station er næsten lige så voldsom som antallet af Intercity- og regionaltog som passerer i høj fart otte gange i timen.

Torsdag 8. april havde lokalpolitiker Paw Amdisen (SF) taget turen til Hovedgård for at møde lokalrådet. Paw var var godt klædt på af sit politiske bagland og havde en række spørgsmål med som Ejvind Olsen og Vagn Christensen svarede på.

Fra SF’s side er man positiv mht. genåbning af Hovedgård Station. Paw vil støtte en genåbning og tager den med til sit bagland, i byrådet og til politikerne på Christiansborg.

Mandag 12. april kom Hans Kristian Skibby (DF) Erhvervs- & Transport ordfører på besøg. Han kan ligesom de øvrige politikere også få øje på de gevinster der ligger i at genåbne Hovedgård Station.

Vi vil bare have et minut!

For Hovedgård Lokalråd er det vigtigt at understrege at der er tale om et trinbræt – da en genåbning ikke kræver kæmpe investeringer. Perronen skal hæves på vestsiden og på modsatte side skal der etableres ny perron hvor der også kan anlægges ekstra parkeringspladser. Fra Horsens kommune ligger der velvilje til at støtte anlægsomkostningerne økonomisk.

- Vi beder ikke Christiansborg om penge til projektet – vi skal bare have et minut i køreplanen, så regionaltoget kan stoppe i Hovedgård. Det er ordet regionalt som er det vigtige her, for med stærke trafikforbindelser til Horsens, Skanderborg og Aarhus bliver Hovedgård meget interessant for pendlere. Intercity- og Lyntog skal ikke stoppe her og de vil stadig passere gennem stationen, fortæller formand for lokalrådet Ejvind Olsen.

Samme dag som Hans Kristian Skibby var i Hovedgård fremlagde regeringen deres infrastrukturplan som ikke nævnte Hovedgård. Men der er afsat en pulje på 6,5 mia. til lokale projekter som kan bruges til at binde land og by sammen. Et håb er at der fra disse midler kan dryppe lidt af på Horsens kommune og Hovedgård station.

Slutspurten er sat ind

Rækken af politikere som skal høre om genåbning af Hovedgård er ved at nået og 3. maj kommer folketingets formand Henrik Dan Kristensen (S) og socialdemokraternes transportordfører Thomas Jensen (S) på besøg på perronen. Senere i maj kommer der politisk besøg fra de Konservative.

Lokalrådet er optimistiske og tror på at en genåbning er indenfor rækkevidde, men det kræver at man kan få ”overtalt” embedsmændene i Trafikministeriet, hvilket synes at det den sværeste del af projektet.

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024