Tid for revaccination af +65-årige med praktisk hjælp og personlig pleje



(arkivfoto)

Borgere i Horsens Kommune, som er +65 år og modtager både praktisk hjælp og personlig pleje i eget hjem, og som har fået den første dosis vaccine mod Covid-19, skal revaccineres i løbet af uge 5 og 6 - fra mandag den 1. februar til fredag den 11. februar.

Det har tidligere været fremme, at alle borgerne i den målgruppe skulle revaccineres i løbet af uge 5 - altså fra mandag den 1. februar til fredag den 5. februar, men da der skal gå mindst 21 dage mellem første og anden vaccination er det aftalt med vaccinationscentret på Fuglevangsvej i Horsens, at revaccinationen af hjemmeplejemodtagere starter i uge 5 men den store gruppe skal først for i uge 6. Skulle der være en lille restgruppe herefter, vil de blive samlet op og vaccineret i uge 7.

- I forhold til revaccination af vores borgere i den pågældende målgruppe ved vi fra den første vaccination, hvem der har behov for fuld hjælp og support i forbindelse med revaccinationen og hvilke borgere, som er i stand til selv at bestille tid og sørge for transport. Ud af de ca. 800, som har fået første vaccination, skal ca. 400 have fuld hjælp, mens vi forventer, at yderligere 200 skal have hjælp til transport. Vi går nu sammen med vores hjemmepleje i gang med planlægningen af revaccination af de borgere, som skal have hjælp, siger sundheds- og ældrechef i Velfærd og Sundhed, Charlotte Gjørup.

Hun tilføjer, at så snart vaccinationscenteret har overblik over antallet af vacciner, og hvornår de ankommer, vil der blive åbnet for, at borgere i målgruppen selv vil kunne bestille en revaccination.

Er man i den pågældende målgruppe og har man endnu ikke fået første vaccination skal man blot væbne sig med tålmodighed. Der vil komme vacciner til dem, når man er færdig med revaccinationen.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024