Tidligere DSU-lokalformand støtter Susan Gyldenkilde



Nicolai Krølbøll Markussen, forhenværende formand for DSU Horsens.

Jeg er mere optaget af erfaring og engagement end tallet på en dåbsattest. Socialdemokratiet i Horsens skal vælge ny folketingskandidat, og jeg er en af medlemmerne, der skal stemme på én af de tre opstillede kandidater.

Af Nicolai Krølbøll Markussen, forhenværende formand for DSU Horsens.

Folketingskandidater vælges ikke så tit – sidst var i 2005 - så det er klart, at processen er genstand for en del intern debat. De fleste vil gerne udpege deres personlige favorit. 

For mig er det naturligt at støtte Susan Gyldenkilde, fordi hun i mine øjne er den lokale kandidat med størst politisk erfaring og gennemslagskraft.  

Jeg har med stor undren flere gange hørt modargumentet, at hun er for gammel. Hun er 60. Henrik Dam Kristensen er 65, og jeg har da ikke hørt nogen ytre sig negativt om hans indsats de sidste fem år. Er vi ude i noget aldersdiskrimination? Hvorfor skulle alder overhovedet betyde noget, når et menneske er åndsfriskt, vidende, engageret og nysgerrigt? 

Jeg har oplevet Susan Gyldenkilde som en ambitiøs og engageret politiker, når hun inddrog DSU i den lokale indsats for unges mentale sundhed. Det var en sag, der virkelig lå hende på sinde. Når vi unge i DSU har mødtes med hende, har alderen slet ikke været et issue. Derfor undrer det mig meget, at folk, der ofte tilmed er ældre end Susan, udpeger alderen som et problem. Hun er uden sammenligning den af de tre kandidater, som har størst politisk erfaring. Hun fik et virkelig fint valg til byrådet, og hun har varetaget formandsposten i Ældre- og Handicapudvalget med stort engagement. 

Jeg er mere optaget af erfaring og engagement end tallet på en dåbsattest.
 

Nicolai Krølbøll Markussen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024