
Jakob Bille, Spidskandidat for Liberal Alliance til KV25
DEBAT - Den 4. maj 2025 markerer vi 80-året for Danmarks befrielse. 80 år siden frihedsbudskabet lød i radioen og fik tusindvis af horsensianere til at rive mørklægningsgardinerne ned og tænde lys i vinduerne. Det var håbets genkomst efter fem års besættelse og mørke.
Af Jakob Bille
Spidskandidat for Liberal Alliance til KV25
Anden Verdenskrig var ikke bare noget, der skete andre steder. Den satte sine dybe spor – også her i Horsens. Nogle bøjede nakken, mens andre valgte at kæmpe. Nogle gjorde det med ord, andre med våben. Flere med tilknytning til vores by betalte den højeste pris for, at vi i dag kan leve i et frit samfund.
Da jeg sad i Horsens Byråd for Liberal Alliance i perioden 2018 til 2021, arbejdede jeg for, at vi skulle ære og huske de lokale, der satte livet på spil for vores frihed – ikke kun én dag om året, men som en del af vores fælles bevidsthed og byens identitet. Derfor foreslog LA Horsens tilbage i 2017, at vejene i det nye boligområde nord for Nørrestrand skulle opkaldes efter horsensianske modstandsfolk og frihedskæmpere.
Det var en stor glæde at deltage i navngivningsceremonien den 5. maj 2021 – på selve årsdagen for Danmarks befrielse – hvor de første veje i området nord for Nørrestrand blev opkaldt efter lokale modstandsfolk. Ved den lejlighed havde jeg også fornøjelsen af at møde slægtninge til Henning Grønlund Carlsen, der mistede livet under en jernbanesabotage i 1944.
Jeg vil gerne opfordre alle til at tage en tur gennem kvarteret og undervejs sende en taknemmelig tanke til både Henning Grønlund Carlsen, Georg Walther Andersen, Egil Fussing og Viktor Fussing Rasmussen – samt alle de andre frihedskæmpere. Deres indsats og ofre fortjener at blive husket – også i vores hverdag.
I dag, 80 år senere, er krig desværre igen en realitet i Europa. I Ukraine kæmper mennesker for deres frihed og ret til at leve i et demokratisk samfund. Det er en påmindelse om, at de værdier, vi fejrer den 4. maj, stadig er under pres – og aldrig må tages for givet.
Befrielsesdagen er mere end en historisk mærkedag. Den er en mulighed for at stoppe op og minde hinanden – og ikke mindst de kommende generationer – om, hvad det koster at miste sin frihed. Vores børn og unge skal kende historien. Ikke kun for at ære dem, der kæmpede, men for at forstå, hvorfor vi i dag lever i et frit og demokratisk samfund.
Når vi tænder lys i vinduerne den 4. maj, gør vi det ikke kun for at mindes fortiden. Vi gør det også for at tage ansvar for fremtiden. For at vise, at vi husker – og at vi står vagt om de værdier, der gør Danmark til et frit land.