Vigtigt for Horsens – nu står vi flere sammen om en nordlig omfartsvej



Jakob Bille
Spidskandidat for Liberal Alliance til KV25

DEBAT - Det glæder mig virkelig meget, at Det Konservative Folkeparti i Horsens nu klart og tydeligt melder sig blandt tilhængerne af en nordlig omfartsvej. Det er en vigtig politisk markering – og et stort skridt i den rigtige retning for Horsens Kommune.

Af Jakob Bille
Spidskandidat for Liberal Alliance til KV25

I Liberal Alliance har vi kæmpet for netop denne løsning i over 10 år. I min tid i byrådet fra 2018 til 2021 bragte jeg ønsket med til samtlige budgetforhandlinger – som eneste parti. Det har været op ad bakke, men vi stod fast, fordi vi mente – og stadig mener – at det er den bedste løsning for byen og borgerne.

At Konservative nu også bakker op, er vi i Liberal Alliance oprigtigt glade for. Det viser, at behovet for en nordlig omfartsvej ikke længere kun er noget, vi få har talt for – men noget, som flere og flere nu er ved at tage til sig.

Og det er ikke uden grund. Analysen "Ny vejforbindelse nord om Nørrestrand", som blev til på LA´s initiativ i 2021, dokumenterer de mange gevinster: Aflastning af trafiknettet med op til 4900 biler dagligt, forbedret adgang til E45 og markant øget trafiksikkerhed – især omkring Værvej og boligområderne i Stensballe og Serridslev.

Der er selvfølgelig brug for grundige overvejelser om linjeføringen. Men behovet er ikke til diskussion. Den nordlige omfartsvej skal sikre, at Horsens ikke vokser ind i sine egne trafikale problemer, men tværtimod får plads til udvikling, grønne områder og trygge boligkvarterer.

I Liberal Alliance ser vi frem til at arbejde sammen med vores venner fra Konservative i det tekniske valgforbund – og alle andre, der vil være med til at sikre, at Ringvej Nord bliver en realitet. Jo flere partier, der står sammen om det nu, desto stærkere står vi, når beslutningerne skal træffes.
 

Jakob Bille

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025