Vil du konfirmeres?



Refleksion over konfirmation: Invitationen til unge mennesker, troens betydning, og kirkens evige bekræftelse af vores plads som Guds elskede børn.

Af Lone Buhl Pedersen

Efter sommerferien står Mette Bock og jeg klar med åbne arme til at modtage årets konfirmander. Alle unge mennesker, der går i 7. klasse, er mere end velkomne. Vi glæder os til at se alle de unge mennesker fra Østbirk Skole, Vestbirk Friskole – eller andre unge mennesker, der måske undervises hjemme eller bare har lyst. KOM! (Undervisningstidspunkterne kan findes på hjemmesiden.)

Mødet med de nye konfirmander

Engang var der en konfirmand, der sagde til mig, at han ikke troede på Gud – ikke for at provokere, men som et spørgsmål til mig om, hvad han skulle gøre?

Da jeg så spurgte ind til, hvorfor han gerne ville konfirmeres, svarede han, at han ikke havde noget imod kristendommen, det med at vi skal være gode ved hinanden, det syntes han var godt nok. Og han tilføjede, at det var en tradition i familien. At samle familien – fest og gaver glædede han sig da også til. Blå Mandag med klassen var da også et plus.

Drengen blev konfirmeret, og det glædede mig at konfirmere ham - ligesom det glæder mig at konfirmere enhver.

En ærlig samtale om tro

Jeg håber, at jeg altid får det gjort tydeligt både over for dåbsforældre og kommende konfirmander, at når de siger ja – så siger de ja til, at de gerne vil høre til i den kristne kirke – og at de gerne vil høre, at de er Guds elskede barn - at de er elskede fra det øverste sted. Konfirmation – betyder bekræftelse – og det er Gud, der bekræfter.

Betydningen af konfirmation

Ved konfirmationen spørger jeg (på nudansk) konfirmanden: Vil du høre igen, ligesom du fik at høre i dåben, at du er Guds elskede barn? Hertil svarer konfirmanden Ja! (Der er ved Gud en glæde at være elsket.) Jeg siger herefter til konfirmanden, der knæler ved alteret: Ligesom du i dåben fik at vide, at du er Guds elskede barn – således bekræfter Gud i dag, at du stadig er hans elskede barn, og at det vil du være i såvel livet som i døden.

Kærligheden fra kirken og Gud

I Folkekirken hverken døber eller konfirmerer vi på en personlig tro. Vi døber og konfirmerer på den tro, som Kirken bekender: At du og hvert eneste menneske er Guds elskede barn – udvalgt til livet og kåret til kærlighed.

I dåben såvel som ved konfirmationen siges der Ja tak til, at det vil dåbsbarnet/konfirmanden gerne høre – høre dette fantastiske udsagn om at være Guds elskede, at dette store udsagn også gælder mig.

Vi ses til konfirmationer i 2024 – glæd dig!
 

Lignende artikler

Lone Buhl Pedersen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024